Selvfølgelig savner man Jan Schou – alt andet ville være sært efter så mange år på Danmarks ældste revyscene. Men heldigvis kan man stadig nyde ROTTEFÆLDE REVYEN 2026 og tro på, at den har en fremtid.
For direktørparret Mikkel Schrøder og Christine Astrid har efter nogle svære år tilsyneladende fundet melodien både i Aarhus og i Svendborg, og med Carsten Friis som iscenesætter af ROTTEFÆLDE REVYEN 2026 er det blevet en revy, der er på bølgelængde med sit publikum.
Kapelmester Rasmus Friis-Tvørfoss har også sammensat et velspillende og alsidigt orkester, der foruden kapelmesteren selv består af Johann Gustav, Jakob (”Jønne”) Juel Nielsen og Guy Moscoso. Musikken spænder fra gloriøs opera til revysæsonens hidtil bedste Keld Heick-hyldest. Fordi man ikke blot husker en række af de hits, som han har fremført med eller uden The Donkeys eller Hilda, men også de talrige Grand Prix-vindere, han har skrevet til andre.
Henrik Koefoed får endelig sin debut i Rottefælden, der stadig ligger så smukt blandt skovens træer i Caroline Amalielunden. Han låner sit raffinerede lune til to af revyens fineste numre, ”Fynbo-analysen” af Kasper Gattrup og ”H.C. Andersen” af Rasmus Krogsgaard, og han klæder enhver revy – også Rottefælden.
Joachim Knop er ikke mindst vokalt en gevinst for revyen, og han fører an i et morsomt ”Tre tenorer”-medley, som Vase & Fuglsang lader handle om de aldrende mænds skavanker. Knop slipper også godt fra en Morten Messerschmidt-parodi.
Mikkel Schrøders musikalitet præger alt, hvad han rører ved, og hans solonumre i både 1. og 2. akt bliver højdepunkter. Han har selv skrevet musikken til ”Sangen om ingenting”, men får tekstmæssig assistance af Vase & Fuglsang. Schrøder har dog selv skrevet den tankevækkende tekst til Grønlandsvisen ”Langsomt farvel” i 2. akt.
Som eneste kvinder i årets revy er der rift om Christine Astrid, men hendes energiske arbejdsindsats betaler sig, for man får virkelig indtryk af talentets omfang i denne revy. Ligeså rørende hun er som hustru med rækkevidde angst (på grund af mandens nye oplader-afhængige El-bil!) ligeså frygtindgydende fremstår hun som alkoholiseret ex, der tropper op til en fest, hun ikke er inviteret til.
Teksten er af den unge Lukas Birch, der også har skrevet ”All Inclusive”, et bramfrit nummer om et rapkæftet par, der går rent ind hos publikum i Svendborg. Man har også fundet plads til andre af de yngre tekstforfattere, og nummeret ”På plejehjemmet” er ironisk nok skrevet af den unge revy-duo Gregersen & Lassen.
ROTTEFÆLDE REVYEN 2026 er et overbevisende bud på en klassisk og alligevel frisk revy. Ægte folkelighed i melodisk indpakning.
Og Jan Schou? Ham kan man faktisk opleve den 28. og 29. juni i et solo-show, der markerer hans 50-års jubilæum – netop her i Rottefælden.
(Michael Søby)




