Operachef Elisabeth Linton har selv iscenesat ROSENKAVALEREN (”Der Rosenkavalier”) på Operaens Store scene og rykket Richard Strauss’ storslåede opera fra 1700-tallets Wien frem til 1911 – året for ROSENKAVALERENs urpremiere i Dresden.
Mens Det Kongelige Kapel under kyndig ledelse af Marie Jacquot besnærer os med Strauss’ overture vækkes et klassisk maleri til live i stil med bl.a. Stephen Sondheims mesterværk ”Sunday in The Park With George”. Men i den levende udgave af en traditionsbunden mandeverden ser vi pludselig den elegante adelskvinde Marie Therese. Et varsel om, hvordan hun og andre kvinder vil ændre kvinders status i tiden fremover. Men i stedet for at udnytte hendes tilstedeværelse i billedet og lade hende bevæge sig mere omkring blandt mændene, så vender vi tilbage til billedet i resten af overturen, og det virker sært.
Men snart er vi atter i selskab med Marie Therese (spillet og sunget til fuldkommenhed af Gisela Stille) og hendes unge elsker Octavian (en på alle måder fremragende Elisabeth Jansson). Marie Therese spår dog, at han snart vil finde en anden.
Marie Thereses fætter, den imposante og brovtne Baron Ochs (en velspillende og vokal virtuos Patrick Zielke) gør sin entre og beretter for sin kusine, at han agter at gifte sig med den purunge yndighed Sofie von Faninal (fortryllende fortolket sangligt såvel som spillemæssigt af Clara Cecilie Thomsen).
Octavian forklæder sig som Marie Thereses landlige tjenestepige, og selvom Baron Ochs går i giftetanker, skammer han sig bestemt ikke over også at begære ”tjenestepigen”.
Efter første pause møder Baron Ochs sin udkårne, der bestemt ikke er charmeret af den bøvede baron, men derimod tiltrækkes af den unge Octavian, der gengælder hendes følelser. For at forhindre at Sofie gifter sig med baronen, lokker Octavian – iført sin tjenestepigeforklædning – baronen på glatis, og snart må den livskloge Marie Therese indse, at hendes spådom har alle forudsætninger for at gå i opfyldelse, hvis hendes egen kærlighed er generøs nok til at tillade det.
Scenografien er ikke det udstyrsstykke, som man ofte ser, men snarere en dyster mandeverden, hvor kvinderne er dømt til at klare sig med trods og kvindelist. Først til sidst får vi en form for visuel overraskelse. Men den relativt triste scenografi gør også, at opmærksomheden samler sig om de tre kvinder, og det er helt i tråd med Elisabeth Lintons intentioner.
Deres afsluttende fællessang i tredje akt bliver aftenens musikalske højdepunkt, og ROSENKAVALEREN fremstår først og sidst som en fælles triumf for Gisela Stille, Elisabeth Jansson og Clara Cecilie Thomsen. Via dem oplever vi kvindernes livsvilkår forandre sig og via dem får Richard Strauss storartede musik for alvor nyt liv.
(Michael Søby)
