Den polske iscenesætter Ewelina Marciniak tager livtag med den klassiske kærlighedshistorie om ROMEO & JULIE på Betty Nansen Teatret. Forestillingen er et led i ”Betty Udvikler”, hvor man via workshops og kollektive tanker på tværs af kunstarterne forsøger af finde nye udtryk.
Det indebærer blandt andet af William Shakespeare må dele tekstcredits med Małgorzata Czerwień, som iscenesætteren Ewelina Marciniak synes at foretrække. Małgorzata Czerwień har tilsyneladende fået til opgave at perspektivere diverse temaer i forestillingen, men det sproglige niveau er unægteligt ikke det samme. Det synes næsten at være en fordel for de unge hovedrolleindehavere, der slet ikke formår at give de shakespeareske passager det rette poetiske format.
Er det mon derfor, at iscenesætteren vælger at overdrage forestillingens nøglescene til to ældre skuespillere? Det er i al fald ikke hovedrolle-duoen, der fænger, og det er synd for de unge skuespillere Safina Coster-Waldau og Casper Kjær Jensen -og for os.
Lukas Lykke og Kevan Nirwan Soliman bliver som henholdsvis Mercutio og Tybalt reduceret til minoritetsrepræsentanter, hvorimod Andreas Dissing Hyttels Paris på ejendommelig vis ender som ”comic relief”, og Alvilda Lyneborg Lassen må græde sig til succes i rollen som Benvolio.
De mere modne skuespillere, der skal illudere voksne, er alle forsynet med aparte frisurer, der gør dem rigeligt tegneserieagtige. Men Peter Christoffersen, Özlem Saglanmak, Signe Egholm Olsen og Kasper Dalsgaard er dog dem, der klarer sig bedst gennem aftenen, fordi der er dramatisk vægt bag ordene.
Hvorfor lave ROMEO & JULIE, når man ikke vil spille stykket? Forsøget med dette generationssammenbrud munder ud i en art forsoning mellem to ærkefjender, en sorgdeling af en vis skønhed, der antyder, hvad forestillinger kunne være blevet til. Hvis man havde valgt enten at koncentrere sig om dette emne eller blot at stole på teksten.
(Michael Søby)
