RØR MIG RØR MIG IKKE

★★★★☆☆

Hils Din Mor, Baggårdteatret og Teatret er gået sammen om at producere den kæreste lille forestilling om en minoritet, nemlig de aseksuelle. Manuskriptforfatteren William Lippert har skrevet en ganske bedårende historie om Ester, som bor sammen med sin søde far, der græder hver gang, at han hører et digt, efter at Esters mor har forladt dem.

Klassekammeraterne tænker kun på at score, men på jobbet har hun fået en god veninde i den atypiske Sofia. På nettet møder hun Ollie, der også definerer sig som aseksuel, og de bliver bedste venner og gamer til langt ud på natten mod nogle fæle zombie-munke. Men da Ollie får en kæreste, kommer Ester i tvivl om, hvorvidt hun blot er jaloux eller forelsket i Ollie?

Gøje Rostrups scenografi demonstrerer kontrasterne mellem det golde reolløse hjem og det farverige gamer-univers – men hele tiden med mennesket i centrum.

Mette Ovesens nænsomme iscenesættelse får det bedste frem i de tre medvirkende. Laura Kronborg Kjær er lige til at forelske sig i som den sårbart søgende Ester, og Alberte Riis Alexis Ibsen får på alsidig vis tegnet portrætter af de unge mennesker, som viser interesse for hende.

René Benjamin Hansen er ganske bedårende, hvad enten han agerer stornuttet grådlabil far, eller diverse lærere med hang til rustik strik. Men han er også næsten ved at skræmme livet af de to gamere (og muligvis også publikum på de første rækker i Teatret Svalegangen?) som zombiemunke og det der er værre. RØR MIG RØR MIG IKKE er en forestilling, der henvender sig til både børn og deres voksne, og så varer den kun ca. 70 minutter og efterlader smil på læben såvel som i hjertet.

(Michael Søby)