ROBIN HOOD

★★★★☆☆


I en tid, hvor Folketinget og en række landsdækkende medier sylter de danske teatre, virker det direkte livgivende, at et ny teater er opstået i Nordsjælland. Det er komponisten Chris Skytte, der er initiativtager til Nordsjællands Teater, som lægger ud med en herlig familievenlig friluftsudgave af ROBIN HOOD lige ved siden af den legendariske Fredbogård i Græsted.

Scenografen Benedict James Clifford har skabt et flot miniature-slot, hvor vedbend snor sig pittoresk op af murene, Men der er også blevet plads til den kæreste lille brønd samt en yndig rosenhave, hvor kærligheden givet har gode kår. Også en lille skovområde udnyttes på glimrende vis i handlingen.

Iscenesætter Thomas Milton har skabt en både underholdende og hyggelig forestilling på baggrund af et manuskript, som han har begået i samarbejde med Mikkel Vadsholt, forestillingens iltre Lille John. Mikkel Vadsholt får heldigvis også lov til at folde sit betydelige komiske talent ud som den mærkværdigt dragende “Johnsine”, der formår at fordreje hovedet på selveste sheriffen af Nottingham, imposant gestaltet af Bjarne Henriksen.

René Wormark og Matilde Zeuner Nielsen er oprigtigt søde som Robin og Marian, og har heldigvis også en smuk kærlighedsduet, der viser at de begge kan synge. Den dejlige musik er også komponisten Chris Skyttes fortjeneste.

Joachim Knop og Gordon Kennedy morer kosteligt som henholdsvis den selvfede Prins John og hans hofsnog Sir Hiss, og ikke mindst sidstnævnte nyder godt af Charlotte Falkenbergs festlige kostumer. Nævnes bor også Henrik Launbjerg, der får luftet aftenens mest lyriske stemme, og antyder en menneskelig finhed i den ellers ikke altid lige fromme Broder Tuck.

Man gør klogt i at tage en ekstra trøje og et lunt tæppe med, for det danske sommervejr er lunefuldt, og er børnene fra 6 år og op vil de givet føle sig fornøjet af denne forestilling, der tilmed slutter inden kl. 22. Der er også mulighed for at lune sig med argentinske empanadas og kaffe ligesom der sælges øl, vand og popcorn samt andre fristelser.

Et flot souvenirprogram til minde om Nordsjællands Teaters allerførste forestilling bør man heller ikke snyde sig selv og familien for. Det gælder nemlig om at bakke op om det nye teater – ikke mindst i starten, så teatret får en god økonomisk basis at lave en ny forestilling ud fra til næste år.

(Michael Søby)