ROBERT, BODIL & OSCAR

I år lå nomineringerne til Robert- Bodil- og Oscar-priserne næsten oveni hinanden og det var i grunden synd. For man havde nok fået mere omtale i længere tid, hvis der var længere tid mellem offentliggørelserne. Men man får i al fald næppe amerikanerne til at ændre sig i øjeblikket…

Den eneste danske film, der figurerer både hos Robert, Bodil og Oscar i år er ”Mr. Nobody Against Putin”, der er nomineret som årets dokumentarfilm. De danske dokumentarudvalg er også ret enige om de nominerede, den eneste forskel er, at Robert har nomineret Esther Wellejus’ ”Cirkeline & den usynlige tegner”, mens Bodil foretrak Nina Paninnguaq Skydsbjerg & Sofie Rørdams grønlandske ”Walls – akinni inuk”.

I kategorien årets danske film er Robert og Bodil enige om tre af de fem nominerede: ”Hjem kære hjem”, ”Det andet offer” og ”Pigen med nålen” (som Oscar nominerede sidste år i kategorien for internationale film). Men så hører enigheden op. Robert foretrækker nemlig ”Sauna” og ”Den sidste viking” – to film af mandlige instruktører, mens Bodil peger på børnefilmen ”Honey” og ungdomsfilmen ”Min evige sommer”, der begge er instrueret af kvinder.

Robert har ligesom Oscar mulighed for at nominere fem mænd og fem kvinder både i hovedrolle- og birollekategorier dvs. tyve nomineringer ligeligt fordelt mellem kønnene. Bodil er derimod skiftet til kønsneutrale kategorier – med mulighed for syv individuelle nomineringer for henholdsvis hovedrolle- og birolle. I alt 14 individuelle skuespiller-nomineringer. Også her faldt nomineringerne ud til kvindernes fordel, således at 11 kvindelige skuespillere blev nomineret mod tre mandlige. Er der mon en dybere mening i, at Robert-prisen er opkaldt efter en mand og Bodil-prisen er opkaldt efter en kvinde?

Dar Salim er i al fald eneste mandlige skuespiller, der kunne gøre sig gældende i Bodils hovedrolle-kategorie, mens hovedrolle-indehaverne Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i kassesuccesen ”Den sidste viking” må tage til takke med nomineringer i forbindelse med Bodils ensemble-pris. Anders Matthesen, der også stemmemæssig er manden bag årets mest populære film, den tredje og sidste Ternet Ninja-film samt hovedrolle-indehaver i Tommy Seebach-filmen ”Under stjernerne på himlen”, bliver tilsyneladende helt forbigået i Bodil-sammenhæng denne gang.

Blandt de internationale film må man konstatere, at ”Sinners”, den nye rekordholder med hensyn til Oscar-nomineringer, slet ikke er faldet i Bodil og Roberts smag, hvorimod Leonardo DiCaprio-filmen ”One Battle After Another” er nomineret til en Bodil, en Robert og 14 Oscar. Om det så rent faktisk udløser nogle af de eftertragtede priser, ved vi først, når forårstemperaturerne forhåbentlig rammer os.