Leni Riefenstahl er uden sammenligning Tysklands mest kontroversielle filmskaber nogensinde. Hun begyndte karrieren som heltmodig skuespillerinde, men ambitionen om at blive filminstruktør blev hurtigt vakt.
Det internationale gennembrud fandt sted i 1935, hvor “Viljens triumf” blev kåret til bedste dokumentarfilm på Venedig Film Festivalen i det fascistiske Italien. Tre år senere blev hun tildelt festivalens hovedpris (med det ganske sigende navn “Mussolini Cup”) for “Olympiaden – Folkenes fest/Skønhedens fest”. Hendes skamløse dyrkelse af den overmenneskelige fysik ved OL i Berlin 1936 gjorde også dette værk til en særdeles populær propaganda for naziregimet i Tyskland.
Men efter krigen måtte Leni Riefenstahl stå til ansvar for sine gerninger, og det vakte stor forargelse – ikke mindst udenfor Tyskland, at Leni Riefenstahl klarede frisag. Resten af sit lange liv – hun blev over 100 år – måtte hun forsvare sig og undskylde sig med, at hun intet vidste om de grusomme hændelser i koncentrationslejrene, og at hun blot passede sit arbejde som så mange andre i Nazi-Tyskland.
I Lise Nørgaard-filmen “Kun en pige” fra 1995 er der også en hilsen til Leni Riefenstahl, og den er ikke kærlig, for mange følte simpelthen, at det var justitsmord, at hun aldrig blev dømt, når talrige fotos, filmoptagelser og breve viser, hvor tæt en kontakt hun havde med nazipartiets ledelse.
Andres Veiels nye dokumentarfilm tager ikke direkte stilling til det juridiske spørgsmål, men efter at have haft adgang til en omfattende mængde af Riefenstahls personlige dokumenter, private film, fotos, optagelser og breve fra hendes dødsbo, stiller han spørgsmålstegn ved grundigheden i de undersøgelse, der gik forud for hendes retssag. En udbredt opfattelse var nemlig, at hvis Leni Riefenstahl blev kendt skyldig i at passe sit arbejde, hvor mange andre tyskere skulle så dømmes for det samme.
Via nye klip – og fraklip – fra diverse tv-shows, hvor hun følte sig tvunget til at stille op, så hun kunne blive rehabiliteret og genvinde sin karriere, afslører hun sig selv. I Afrika optog hun nogle dokumentariske film, hvor hun igen brugte forgudelsen af menneskekroppen som æstetisk greb, men denne gang med et afrikansk folk som centrum. Et dybtfølt forsøg på at fjerne sig fra nazisternes teorier om den ariske overlegenhed eller et bevidst manipulerende træk i hendes omfattende selviscenesættelse? Se filmen og (be)døm selv.
