REVYKØBING – NYKØBING FALSTER REVYEN 2023

★★★★★☆

Med Michel Castenholt som iderig iscenesætter er REVYKØBING alias NYKØBING FALSTER REVYEN også dømt til succes i 2023. En lang række gode tekster, et sprudlende ensemble og et velspillende orkester er uundværlige ingredienser, når niveauet skal være så højt som her.

Men man fornemmer også, at der er hjerte bag revyen. Ikke mindst i direktøren Mickey Pless’ dybt rørende hyldest til Dario Campeotto, den største og mest elskede entertainer af dem alle. Dario og Mickey Pless har rejst land og rige rundt sammen i flere år, så det måtte selvfølgelig være Mickey Pless, der hyldede Dario, manden der blev et begreb – og ikke kun i underholdningsbranchen. Hyldesten udløste da også aftenens største bifald og mange våde øjne.

Karen-Marie Lillelund fik en nydelig revydebut i Revykøbing. Hendes replikbehandling er endnu ikke helt på niveau med de andres, men især i solonumre gør hun god fyldest med lune og humør. Lisbeth Kjærulff er i sit es, når hun agerer operasangerinde, der skal mime til musikken fra et medbragt kasettebånd, der imidlertid bliver omdannet til båndsalat. Skulle man være i tvivl, så viser Lisbeth Kjærulff os til slut, at hun så sandelig ikke behøver at mime til et bånd, men at hun sagtens kan nå de høje toner ved egen hjælp.

Rasmus Krogsgaard er virtuos i alt, hvad han foretager sig – både på papir og på scenen. I år topper han i nummeret “The Blues” som overklassefyren, der mister sin elskede Irma. Krogsgaards udsøgte musikalitet svigter ham heller ikke her, og så har han en elegance, der kunne gøre James Bond misundelig. Rasmus Krogsgaard kan også bryste sig af at være revysæsonens hidtil bedste Jon Stephensen.

Den politiske satire har gode kår i “Politisk hittegodskontor” af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard. Urkomiske Troels Malling får givet sin Thøger-monolog politisk bid og er også god som ihærdig vinsmager og som Claus Hjort i et desværre kun delvis vellykket nummer. Det virker lidt passé, at en comeback-ivrig Inger Støjberg skal hæftes på “Hjortens flugt”, eftersom hun allerede har forsøgt politisk comeback forgæves.

På lignende måde morer Bente Eskesen som Lars Løkke, men om det kan gøre ham til statsminister, er straks en helt anden sag.

Inden pausen får vi et overdådigt Disney-potpourri, der må have betydet overarbejde for kostumedesigner Henrik Børgesen.
Bente Eskesen føjer nye facetter til sit portræt af dronningen, der tror hun skal til Margrethe-musical, og så er det i stedet “Matador”-musicalen, der dog også handler om en dysfunktionel familie. Et udmærket nummer, der dog ikke overgår Matador-musicalen i årets Sønderborg Sommer Revy Show.

Revyen i Nykøbing Falster runder af med et forrygende Bamse-medley, der får publikum op af stolene i begejstring – længe før forestillingen er slut.

(Michael Søby)