Franskmanden Christophe Gans, der i 2006 skabte den første af tre spillefilm baseret på videospil om spøgelsesbyen ”Silent Hill” (”Sairento Hiro”), er efter en pause ifm. film nr. 2 tilbage med den foreløbig sidste film i serien.
Åbningsscenen, hvor den kække James rammer den søde Marys kuffert, så hun åbenbart ikke kan nå sin bus, virker lidet overbevisende. For det kan næppe ha’ taget mere end et minut at samle indholdet op, og det er Mary selv, der giver udtryk for, at bussen bare kan køre, så der er basis for en romance mellem de to rigeligt ferske hovedkarakterer.
Jeremy Irvine og Hannah Emily Anderson er begge nydelige at se på og slet ikke værre end så mange andre skuespillere, der er havnet i gysergenren.
Men der er dog filmens grafiske design, der fremstår som hovedattraktionen, og nogle lede rotteagtige væsener i stort antal synes næsten kvalmefremkaldende i deres intense jagt på filmens hovedperson.
Historien fænger dog aldrig for alvor, og man ærgrer sig over, at det dystre men veludførte gyserunivers ikke udnyttes bedre undervejs.
RETURN TO SILENT HILL havde faktisk potentiale til at blive bedre, end den er.
