Instruktøren David Mackenzie er bedst kendt for at have instrueret rebelske britiske skuespillere som Jack O’Connell (”Starred up”) og Jamie Bell (”Hallam Foe”) i to af deres bedste roller.
Nu har fået lokket to af tidens spændende skuespillere Riz Ahmed og Lily Jones til at spille hovedroller i en ganske begavet, men undervejs også en anelse kedelig kriminalfilm med titlen RELAY.
Lily Jones spiller Sarah, en bioteknolog, der har stjålet kompromitterende oplysninger fra sin tidligere arbejdsgiver, men som nu vil levere dem tilbage via en mellemmand Ash (Riz Ahmed).
Det er ikke nogen let opgave, og anonymitet er en forudsætning for, at det kan lykkes. Men samtalerne mellem Sarah og Ash bekræfter, at de begge er ensomme mennesker, og for første gang må Ash erkende, at han ikke kan nøjes med at betragte relationen til sin klient som en arbejdsopgave.
Det er samspillet mellem Riz Ahmed og Lily James, der bliver filmens største kvalitet, og mod slutningen får vi både elementær spænding samt en stor overraskelse.
Så man har ikke spildt tiden med denne film, selvom den i lange passager også ligner noget, man har set før.

