På trods af at Jerusalem Film Festival kårede Tina Satters REALITY som bedste dokumentar, er det altså ikke som sådan en dokumentarfilm. Det er derimod en spillefilm med tv-stjernen Sydney Sweeney i rollen som Reality Winner, der en dag får besøg af mere eller mindre opvakte FBI-agenter.
Hun viser sig at være under mistanke for at være en såkaldt “Whistleblower”, der har lægget nogle fortrolige oplysninger til offentligheden. Hele filmen udspiller sig faktisk under ransagelsen af Realitys hjem samtidig med, at FBI-mændene stiller hende stadig mere nærgående spørgsmål.
Som novellefilm havde der muligvis været stof nok, men indholdsmæssigt virker det for lidt til en hel spillefilm. Dertil kommer, at Sydney Sweeney trods en vis neurotisk kvalitet i spillet tilsyneladende ikke har udtryk nok til at fastholde vores opmærksomhed gennem en hel spillefilm.
Tina Satter formår at give sin film et dokumentarisk præg, og den bygger da også på en virkelig begivenhed. Men man skal nok være interesseret i emnet på forhånd for at føle sig godt underholdt.