Den Jyske Opera hittede tidligere på sæsonen med deres storslåede opsætning af TOSCA i det århusianske musikhuset. Deres opsætning af RAVNEN, som p.t. gæstespiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, er måske ikke en decideret fiasko, men i al fald en skuffelse.
Johann Peter Emilius Hartmanns trylleopera er ganske fornøjelig rent musikalsk, selvom Odense Symfoniorkester under ledelse af Christopher Lichtenstein har lydt mere veloplagt end denne aften, hvilket også gælder for Den Jyske Operas Kor.
Selveste H. C. Andersen skrev librettoen, hans første af i alt ni, men som det fremgår af forestillingens program, så er iscenesætteren Philipp Kochheim ikke begejstret for vor nationaldigters arbejde, og har derfor skrevet en ny dialog. Det kan man tillade sig, når man selv har programsat forestillingen, men netop dialogen forekommer at være et af forestillingens største problemer. Den placerer sig et usikkert sted mellem gammel og nyt, og er tydeligvis en udfordring for samtlige medvirkende.
Sibylle Glosted er således bedst som den hæmmede indespærrede datter Armilla, når hun med ordløse udtryk formidler smerte og frustration, og vi ser dermed en hel anden side af hendes talent end på Regensen, hvor hun i sommers spillede overfor sin mor Betty Glosted i en pragtudgave af komedieklassikeren “Genboerne”. Denne aften bliver Sibylle Glosteds kønne sangstemme desværre ikke eksponeret i tilstrækkelig grad, hvilket er synd.
Bedre går det for Steffen Bruun i rollen som faderen Jennaro, især efter pausen, hvor hans prægtige bas får lov til at folde sig ud. Steffen Bruun høstede også mange roser for sin indsats i “Hjem” på operafestivalen CPH STAGE tidligere på året.
Men både Christian Oldenburg og Christian Damsgaard overspiller så fælt som rivaler, at det også præger deres præstationer som sangere, og kun danseren Keiko Moriyama kan være 100 procent tilfreds med sin indsats på scenen. I hendes kropslige udfoldelser genkender man H. C. Andersens eventyrlige præg.
Armillas personlige fængsel fremstår som en lille boks, som man umuligt kan få fuldt udbytte af på salens ydrepladser, hvilket scenografen Rifail Ajdarpasic burde have taget højde for, når der nu er tale om en turnéforestilling. Her er der hverken plads til havnymfer eller en vampyr.
Men man nyder de svale efterårsfarver i Ariane Isabell Unfried fortryllende kostumer i de efterfølgende mere luftige scenebilleder.
Man havde i grunden foretrukket, hvis iscenesætteren havde bibeholdt den oprindelige dialog, for så kunne vi i det mindste have haft en mulighed for selv at vurdere værkets holdbarhed. Nu står vi tilbage med en uegal blanding af gammelt og nyt, der i al fald ikke kan siges at være vellykket.
(Michael Søby)
