Ordet RAGNAROK betyder “gudernes skæbne” med henvisning til de magtfulde guder, der dør under sidste og afgørende slag med deres fjender. Ofte bruges begrebet også om en række begivenheder, der fører til verdens undergang.
I Dyrehaven er det først og fremmest synonym med en opulent scenografi, der slet ikke kan undgå at stjæle opmærksomheden fra teksten og skuespillerne. Det er ikke nødvendigvis et problem, vil nogen sikkert mene, men det gør i al fald kun forestillingen tilfredsstillende på et ydre plan.
Heinrich Christensen er slet ikke den første iscenesætter i Dyrehaven, der i løbet af prøveforløbet tilsyneladende glemmer at RAGNAROK bliver lanceret som en familieforestilling.
Komponisten og performeren Myrkurs musik forekommer primært dyster og selvom flere af skuespillerne forsøger at få lidt humor med i forestillingen, så lykkes det kun momentvis, når dramatiker Kim Fupz Aakeson på munter vis lader det klassiske univers clashe med meget nutidig sprogtone.
Selvom rollelisten til RAGNAROK omfatter flere gengangere fra den på alle planer vellykkede “Hobbitten”, der sidste år blev nomineret til en Reumert som årets forestilling så har skuespillerholdet i år ikke samme gennemslagskraft.
Fanny Louise Bernth kæmper ellers bravt med hovedrollen som Liv, men svigtes af iscenesætteren i en storladen og næsten endeløs krigsscene, der går op i røg, effekter og nycirkus.
Stanley Bakar er hende en prægtig Balder, men i denne sammenhæng mere posør end åndelig leder. Malin Rømer Brolin-Tani forekommer lidt for moderne som Frigg, mens Troels Lyby fremstiller Odin som en beruset værtshusindehaver – guderne må vide hvorfor?
Mest velfungerende er faktisk Jacob Moth-Poulsen som en meget bøvet Thor, der synes hentet lige ud af Marvel-universet og serveres som overskudsagtig tegnefilmskarikatur.
Joen Højerslev har igen i år en skurkerolle, men rollen som Loke forekommer ikke helt så interessant som sidst, hvor hans slibrige skabning blev et højdepunkt i forestillingen.
Men Gjermund Andresens overdådige scenografi overtrumfer alt og alle – til vands, på land eller i luften, og Astrid Lynge Ottosens store indsats med kostumerne bidrager også til et flot helhedsindtryk. Om man så finder stykkets slutning tilfredsstillende, må være op til den enkelte.
Men forestillingen begynder ikke før 20.30 og slutter først ca. kl. 23, hvor efter der venter en god lang mørk gåtur, inden man når frem til den offentlige transport. Bor man i København, skal man ikke vente at være helt hjemme før efter midnat, og på en hverdag kan det ikke nødvendigvis kaldes familievenligt teater.
(Michael Søby)
