Vi lever i en tid, hvor aggressionerne i samfundet er meget hurtige til at blusse op. Det afspejles med både humor og intelligens på Bådteatret, hvor Livingstones Kabinet gæstespiller med en lille timelang kabaret med titlen RAGE.
Med udgangspunkt i den walisiske digter Dylan Thomas’ digt “Do Not Go Gentle Into That Good Night” gennemgås en række forskellige former for raseri, der i sidste ende kan inddeles i to kategorier:
Det dårlige raseri tager udgangspunkt i ting, der provokerer eller på anden vis generer en på det personlige plan. I modsætning til det gode raseri, der fødes af forargelse over forskelsbehandling og undertrykkelse udløst af en kollektiv uretfærdighed, som man sammen gør oprør mod.
Pete Livingstone har i årtier forkælet det københavnske teaterpublikum med skønne melodier og tankevækkende tekster fortolket med fløjlsblød stemme af komponisten selv.
Endnu engang må man fryde sig over det gennemført musikalske univers, som han får skabt. Med sig på scenen har han blandt andre Svend E. Kristensen, der overrasker med et heftigt dansenummer
Uimodståelige Charlotte E. Muncksgaard foredrager på vittigste vis en moderne tekst, der synes inspireret den gamle “Nå”-vise, hvor en kort formulering kunne have flere betydninger. I dag er nå’et naturligvis erstattet af “Luk røven” – fordi vi lever i en verden domineret af nærtagne krænkelsesparate skabninger, der bruger deres energier på at svine andre til på nettet fremfor at demonstrere for mere lighed, mindre krig og bedre miljø.
Nina Kareis Livingstones begavede iscenesættelse har lune, både når musikken momentvis bliver infernalsk som i en krigszone, og når Charlotte E. Munksgaard forundret bevæger sig rundt i en dyster skov (en kærlig hilsen til nyligt afdøde David Lynchs “Twin Peaks”).
Det er afgjort blevet sværere at få øje på lyset, når man betragter den globale politiske virkelighed, men vi forlader Bådteatret med lysten til at lufte det gode og konstruktive raseri, der nogen gange må til, hvis tingene skal flytte sig:
“Rage, rage against the dying of the light.”
(Michael Søby)
