Det kan godt være, at Daniel Craig altid vil være mest kendt som James Bond, men det ændrer ikke på, at hans prisbelønnede indsats i Luca Guadagninos QUEER er karrierens bedste, mest vovede og vildeste præstation.
Selv med David Cronenbergs “Nøgen frokost” fra 1991 i erindringen, fremstår QUEER som den fineste og mest ærlige William S. Burroughs-filmatisering til dato. De dristige sexscener har en funktion, og samtidig føler man sig overbevist om, at der trods alt eksisterer dybe og ægte følelser mellem den aldrende alkoholiker William Lee og den unge stilfulde militærmand Eugene Allerton (elegant fremstillet af Drew Starkey).
Deres møde i 50’ernes Queer-miljø i Mexico City blev skelsættende for dem begge, og Luca Guadagninos følger dem ind i sansernes rus, hvor stofmisbruget tager overhånd i et hypnotisk sanseligt billedsprog. Lydsiden – ikke mindst de velvalgte sange på filmens soundtrack tilfører oplevelsen en overrumplende intimitet, den gør denne atypiske kærlighedsrelation troværdig.
Guadagnino har har tidligere instrueret Queer-film “Call Me by Your Name” og Challengers”, men QUEER fremstår alligevel som hans hidtil modigste udspil. Daniel Craig modtog den nationale kritikerpris i USA for sit portræt af den selvdestruktive William Lee, men også Lesley Manville som en temmelig aparte kvindelig forsker i junglen, Jason Schwartzman som den ulykkelige Joe Guidry og Omar Apollo som trækkedrengen på Chimu Bar har deres øjeblikke.
QUEER emmer af en hel særlig atmosfære, man kun finder i Burroughs forfatterskab, og bryder med kedsommelig realisme for at tage tilskueren et helt andet og mere utrygt sted hen i egen bevidsthed.
(Michael Søby)
