PUDEN

★★★★☆☆

På Allégade nr. 5 i Frederiksberg kommune mellem Frederiksbergs Have og Riddersalen ligger en fredet bygning fra 1860 kaldet Riises Landsted. Her spiller man i øjeblikket en lille bemærkelsesværdig forestillingen på kun en time produceret af Jimbut Jun Fengs kulturforening med støtte fra blandt andet Aveny-T på den anden side af gaden.

PUDEN er baseret på en fabel med rødder helt tilbage til Tang-dynastiet, oversat af Jimbut Jun Feng. Gritt Uldall-Jessen har dramatiseret teksten, så den både slår bro mellem fortid og nutid, og bliver en smuk symbiose mellem kinesisk og dansk kultur.

Med Tormod Carlsen som empatisk iscenesætter oplever vi et magisk poetisk samspil mellem Zenghao Yang og Xu Wei i rollerne som den fattige studerende Lu og den taoistiske munk Ly. De spiller på kinesisk med danske overtekster, og det fungerer forbavsende godt.
Den livskloge Ly tilbyder den sultne Lu en portion hirsegrød, den jævne mands måltid, som indbyder til ydmyge handlinger og beskedne tanker. Lu lægger sit hoved på en porcelænspude, og drømmer ikke kun om en statue, om at få tildelt et ærefuldt job af kejseren og om ægteskab, 5 børn og 10 børnebørn.

Drømmen bringer ham nemlig også i kontakt med vor tid, hvor både dyr og blomster er truet af miljøsvineri og med virkeligheden for nydanskere i et dansk teatermiljø. Det ældste af skuespillerne har gennem en årrække spillet store rolle på Kinas nationalteater, men kan i Danmark end ikke få en lille rolle på et teater, men må tage til takke med at spille for et lille publikum på et landsted uden en egentlig scene.

PUDEN formidler med ømhed de frustrationer, som nydanskere rammes af, når selv deres drømme ikke længere indeholder reelt håb for fremtiden. Stykket bliver også en tiltrængt påmindelse om, at det danske kulturliv i det hele taget kunne gøre meget mere for at formidle kultur fra fremmede lande – ikke mindst fra et enormt land som Kina, som i dag stadig mest er kendt for en række fremragende Zhang Yimou-film.

Efter forestillingen er det muligt at nyde udstillingen “Tre rum i Riises – respons i billede og handling, fra en tid med dramatiske forandringer på planeten jorden”. Bag udstillingen står tre dygtige billedkunstnere: Maria Karlsson, Malene Nors Tardrup og Lise Blomberg Andersen.

Man kan allerede nu glæde sig til en ny forestilling af nydanskeren Jimbuts kulturforening: Den selvbiografiske “Min forsvundne onkel” spiller nemlig 2.-13. april 2025 – tilmed på et “rigtigt” teater, FÅR 302, i Nyhavn.

(Michael Søby)