PRISON 77

★★★★★☆

Af ugens syv premierefilm er Alberto Rodríguez’s fængselsdrama PRISON 77 (“Modelo 77”) ubetinget den bedste.

Vi befinder os i 1977, hvor den unge revisor Manuel idømmes 20 års fængsel for underslæb. Vi oplever, hvordan diktatoren Francos fald varsler ændringer for flere af de hårdt dømte indsatte, men også hvordan håb for fremtiden ikke altid er nok.

Miguel Herrán (kendt fra de spanske Netflix-serier “Papirhuset” og den heftige “Élite”) får sig et overbevisende filmgennembrud i den krævende rolle som Manuel, der på den brutale måde lærer fængslets hieraki at kende. Miguel Herrán modtog da også en Goya-nominering for sin indsats ligesom tre af filmens øvrige medvirkende: Javier Gutiérrez (som fængslets uofficielle åndelige leder), Jesús Carroza (som et af fængslets heroiske ofre) og Fernando Tejero (som en af de mest slibrige indsatte).

Ligesom Alberto Rodríguez’s prisbelønnede kriminalfilm “Marshland” er også hans PRISON 77 umiddelbart spændende, medrivende og velspillet. Filmen modtog da også en række tekniske priser, for Alberto Rodríguez er virkelig en instruktør, der ikke bare en god fortæller, men som også kan sit håndværk.

PRISON 77 er dog ikke for sarte sjæle, men dens beretning om alle de glemte fanger afslører en skamplet, der ikke kun peger tilbage til Franco, men også eftertidens magthaveres manglende interesse for de mange indsattes skæbner.