En af de få svagheder ved Baz Luhrmanns film om ELVIS var dens relativt svage kvindeportrætter. Derfor virker det ganske rimeligt, at Priscilla Presley får lov til at tage til genmæle i en ny film med fokus på de år, hvor ELVIS var manden i hendes liv.
Hun er selv medproducent på filmen, som forekommer overraskende sober og først til slut, når Dolly Partons synge sin egen intime version af “I Will Always Love You”, kammer over:
“Bittersweet memories – That’s all I’m taking with me” lyder det beskedent, mens Priscilla forlader Elvis – og det må sige at være en sandhed med modifikationer. Priscilla modtog nemlig over en halv million dollars i kontanter foruden ægtefælle- og børnebidrag samt halvdelen af prisen på deres hjem.
Instruktøren Sofia Coppola er stadig mest kendt for en rædsom skuespillerpræstation i faderen Francis Ford Coppolas tredje og sidste Godfather-epos, men som instruktør har hun skabt interessante værker – bortset fra hendes vulgære og historieløse Marie Antoinette-film. Man fristes ligefrem til at kalde hendes seneste film for en af hendes bedre film, ikke mindst på grund af den fine måde, at hun viser Priscillas mentale udvikling fra barn til voksen.
Cailee Spaeny vandt da også prisen som bedste kvindelige hovedrollepræstation på Venedig Filmfestivalen: Et imponerende gennembrud, der meget vel kan resultere i en Oscar-nominering til næste år.
Streaming-stjernen Jacob Elordi giver et ganske godt bud på den unge Elvis, uden at komme i nærheden af de dybder, som Austin Butler fik frem i Baz Luhrmanns “Elvis”.
PRISCILLA flytter allerede som ung teenager ind hos Elvis, men inden man dømmer ham som pædofil bør det bemærkes, at filmen slår fast, at det er PRISCILLA og ikke Elvis, der ønsker, at de har sex, og at det i følge filmen først sker flere år senere.
Til gengæld er det Elvis, der tidligt introducerer hende til diverse former for piller og som vil bestemme, hvilket tøj hun går med og hvem hun er sammen med. Hun får således ikke lov til selv at invitere gæster til Graceland.
Filmens lækre billedside, soundtracket (der ikke kun består af Elvis-sange) og de præcise periodekostumer øger det positive indtryk af en film, der nok skal få skabt debat på grund af det kontroversielle parforhold.
Se filmen og døm selv – eller lad være med at dømme ligesom Sofia Coppola og hendes unge stjerne.
