PRINSESSEN HOLDER FRIDAG

★★★★★☆

Hylddalen i Maribo har i en årrække dannet rammen om NørregadeTeatrets flotte og festlige friluftsforestillinger. Men nu er det tilsyneladende slut, kommunen har et stort underskud og det går blandt andet ud over denne vidunderlige sommertradition, der trækker turister fra hele landet til byen.

Men hvis det virkelig skulle være sidste gang, at man kan nyde teater i de smukkest tænkelige omgivelser i Maribo, så kunne man ikke have fundet en mere vidunderlig måde at sige farvel på.

PRINSESSEN HOLDER FRIDAG fremstår nemlig som liflig sommerunderholdning med et prægtigt hold veloplagte medvirkende i Søren Glads forrygende filmiske scenografi, denne sæsons hidtil mest imponerende nyskabelse i en friluftsforestilling.

På magisk vis transporteres vi fra det sort-hvide univers i William Wylers romantiske filmklassiker ”Roman Holiday” til Roms farverige gade, hvor PRINSESSEN HOLDER FRIDAG.  Her møder hun en charmerende journalist og sød musik opstår mellem dem – i musicalversionen takket være Cole Porters funklende sangskat. De dejlige melodier formidles med respekt for genren af Bjørn Hyrup og hans velspillende orkester, og sangteksterne (oversat af Frank Rubæk og Steffen Gliese) har ligeledes bibeholdt den elegance, man kender fra originalversionerne. Samtidig har de fået en friskhed, der passer til en udendørsoplevelse i en dansk bøgeskov.

Selvom man naturligvis aldrig glemmer Audrey Hepburn og Gregory Pecks samspil i ”Roman Holiday” (”Prinsessen holder fridag”), formår Linda Arunee Drenck og Martin Bo Lindsten alligevel at gøre hovedrollerne i Kirsten Guenther & Paul Blakes musical-manuskript til deres egne.

Filmens manuskript blev i de tidlige 50’ere hædret med en Oscar (i lighed med Edith Heads trendsættende kostumer og Audrey Hepburn), men da forfatteren Dalton Trumbo var blacklistet som kommunist, gik der 40 år før hans enke kunne modtage Oscar’en. Men selv i dag fornemmer man en alvor bag historien om et menneske, der under et andet navn må kæmpe for at være sig selv.

Linda Arunee Drenck og Martin Bo Lindsten får os til at tro på denne romance iført Charlotte Stahrenbergs klædelige kostumer, og så kan de begge synge. Men det er bestemt ikke alene på scenen. Troels Malling er som altid bedårende vittig – denne gang i rollen som ivrig pressefotograf, og Tara Toya yder sin hidtil bedste scenepræstation som hans temperamentsfulde veninde. Jan Schou og Ann Hjort har en elskelig og kækt koreograferet duet, og får alt ud af diverse småroller. Ikke mindst Jan Schous grinagtige portræt af en meget italiensk frisør (trods navnet Tage Franzi) med et mildest talt asymmetrisk og for en frisør lidet tillidsvækkende overskæg får lattertårerne til at trille.  

Næves bør også Peter Thieme, der gør lykke som en ilter fartglad taxachauffør, og NørregadeTeatrets direktør, Frank Rubæk, der også er forestillingens stilsikre iscenesætter, som kysseglad politibetjent.

PRINSESSEN HOLDER FRIDAG er nok den allermest charmerende forestilling, man kan mindes at have oplevet i Hylddalen, og derfor bør folk både i og udenfor Maribo strømme hertil, mens tid er.

Man kan tilmed indtage en pragtfuld middag i Restaurant Bangs Have lige ved siden af parkeringspladsen få hundrede meter fra spillestedet, mens man planlægger, hvordan man kan redde dette enestående stykke kulturhistorie i Hylddalen.

(Michael Søby)