PRÆSTEN I VEJLBY

★★★★★☆

Steen Steensen Blichers ”Præsten i Vejlby” fra 1829 er ikke blot et hovedværk indenfor dansk litteratur, men den allerførste danske tonefilm var faktisk George Schnéevoigts filmatisering fra 1931 med Henrik Malberg og Karin Nellemose i hovedrollerne. I 1969 fulgte også en farvefilm baseret på samme historie med Karl Stegger og Anne-Lise Gabold som far og datter.

På Hippodromen i det nyrenoverede Folketeater får vi nu den traurige historie serveret med dynamik og humor. Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck har bearbejdet novellen til et overraskende muntert stykke ”true crime”. Netop ”True Crime” formen giver god mening, for Blichers novelle er baseret på en sand historie, der udspillede sig i 1626 omkring Vejlby sogn nær Grenå.

Kirkeklokken i forestillingens første og sidste scene markerer den religiøse ramme bag de tragiske hændelser, og publikum inddrages ikke blot som kirkekor, men også som vidner i retssagen mod PRÆSTEN I VEJLBY. Mie Riis’ sort-hvide scenografi bringer mindelser om den første films tristesse, men er samtidig moderne i sit snit, og Mads Lindegaards lysdesign intensiverer atmosfæren, når det er påkrævet, med assisteret af Michael Roger Henriksens stemningsmættede lyddesign.

Rolf Hansens dramatiske format synes at vokse med hver ny opgave, og titelrollen som PRÆSTEN I VEJLBY er afgjort en glansrolle, fordi karakteren aldrig bliver en karikatur, men derimod et menneske, der må bøde for sit temperament. Men Rolf Hansen viser også en anden og mere skrøbelig side af sit talent efter pausen – og får samtidig understreget alsidigheden i sit talent.

Tobias Shaw er et spændende nyt bekendtskab med en god periodefornemmelse i rollen som den unge dommer, der forføres af præstedatteren, og derfor ender som en splittet mand, da PRÆSTEN I VEJLBY anklages for mord. Fanny Louise Bernth spiller ikke blot præsten datter, men også faderens rival – begge med stærk vilje og nærvær.

PRÆSTEN I VEJLBY er så vellykket, at den burde have været Folketeatrets nye chef Mette Wolfs åbningsforestilling. I Henrik Grimbäcks sprudlende veloplagte iscenesættelse fremstår denne opsætning nemlig som en sublim symbiose af fortid og nutid: En krystallisering af Folketeatrets DNA, der lover godt for fremtiden.


(Michael Søby)