Hans Dueholm blev tidligere på året nomineret som årets æreskunstner af cphculture.dk efter mange festlige og musikalske bidrag både foran og bagved scenen – ikke mindst i forbindelse med Figaros forestillinger. Nu har han af helbredsmæssige årsager valgt overlade scenen til andre, men han forstår heldigvis stadig at sætte sit personlige aftryk på PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE såvel på skærmen som i hjertet.
Titlen refererer til den populære danske western-komedie ”Præriens skrappe drenge” og en omskrevet udgave af filmens ørevenlige titelmelodi slår gækken an samtidig med at vi introduceres til fire brødre, der alle hedder Bill.
Kapelmester Allan Dahl Hansen får lov til at synge et solokvad som den mest oversete af de fire Bill-brødre, men ellers er der især Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen og den nye på holdet Karen-Marie Lillelund, der skiftes til at tage tjansen med skiftende roller, talrige omklædninger og et væld af dejlige sange.
Denne gang veksles der især mellem countrysange og musical-hits. Der er kærlige hilsener til både Susanne Lana og Dolly Parton, og charmerende portrætter af ægteparret Keld og Hilda Heick, der åbenbart slet ikke er helt så uskyldige, som deres repertoire indikerer.
Rent geografisk når vi helt fra Vestjylland til bl.a. Mexico, Østrig og Italien, hvilket også giver en vis atmosfæremæssig variation. Det kniber dog med at få forestillingen rundet af, og 2. akt. var tæt på at virke en halv time for lang.
Lisbeth Kjærulff imponerer heldigvis i samtlige store solo-numre inklusiv den prægtige arie ”Oh mio babbino caro”, der faktisk stammer fra Puccinis opera ”Gianni Schicchi”, og som via filmen ”Værelse med udsigt” og TV-serien ”Downton Abbey” er forblevet en evergreen. Men også som komisk skuespillerinde bl.a. som Lucky Luke og den mandolin-spillende gårdsanger fra tegnefilmen ”Lady og Vagabonden” fryder Lisbeth Kjærulff.
En veloplagt Kristian Jensen gør ligeledes lykke – ikke mindst i dametøj – og hans afslappede country-stil passer perfekt til hans sympatiske fremførelser af diverse country-klassikere, som han formår at give både humør og ægthed.
Karen-Marie Lillelund er ikke bange for nærkontakt med publikum, og hun formår at flirte så skamløst med dem, at latteren rungede i Taastrup Teater denne aften. Hendes fysiske fortrin var til at få øje på i de generøse kostumer, men fremfor alt blev det hendes djærve humor og ditto sangstil samt hendes ligefremme væsen, der tog stikkene hjem denne aften.
PRÆRIENS SKRAPPE SANGERE er ikke blot et vellykket samarbejde mellem Musikteatret Figaros og Den Ny Opera, men også en utvetydig hyldest til Hans Dueholm. Hans navn udløste da også denne aften det største bifald.
(Michael Søby)
