Christina Hagens slagkraftige digtsamling danner grundlaget for en interessant stiliseret teaterforestilling på Republiques Revolver-scene på Østerbro i København, og det må siges at være det helt rigtige sted at spille lige netop denne forestilling.
For der er sprængstof bag ordene. En kvinde er blevet misbrugt. Christina Hagen bruger formen for de klassiske molbo-historier til at fortælle om, hvordan man som molbo har svært ved at blive taget alvorligt, for molboer er jo ifølge historierne dumme. Gradvist indser vi den diskrimation, der også ligger i disse historier, der gennem årtier har påvirket vores opfattelser af folk fra Mols.
Men kvinden på Revolver-scenen har ikke blot behov for at blive taget alvorligt, men også krav på det. Hun er blevet misbrugt psykisk som fysisk af en mand, men har også i uhyggelig lang tid accepteret dette misbrug på grund af lavt selvværd, og hvem ville også tage en molbo-kvinde alvorligt?
“When a marriage goes on the rocks, the rocks are there, Right there!” siger Big Mama i Tennessee Williams’ “Kat på et varmt bliktag” og slår på madrassen i ægtesengen. I Julie Stavads frysende kolde senge-scenografi bliver det uhyggeligt konkret. En gigantisk sten fylder den ene af tre senge, og når en hudløs Ida Cæcilie Rasmussen slikker dens overflad, indser vi, hvor goldt og grusomt et privatliv hun har.
En gigantisk knappenål i en anden seng, hvor to af benene er knækket af, får os til at forstå, at kvinden er fastholdt i et voldeligt forhold. Den sidste senge er blot et lagen foran et hul, der truer med at suge hende ud og væk for altid.
Ida Cæcilie Rasmussen bruger på fremragende vis en autentisk molbo-dialekt til at understrege kvindens fatale mangel på selvrespekt. Hendes mentale og kropslige kolaps virker mest evident og pinefuldt, når hun forsøger at være sexet i håb om at få bare en smule selvværd.
Emil Rostrup, der synes at blive bedre og bedre for hver iscenesættelse, får formidlet smerten, selvom monolog-teksten ikke er en dramatisk tekst i gængs forstand, men et digterværk, som man har sat billeder på. Ida Cæcilie Rasmussens spil overvinder dog denne forhindring, og præstationen må høre blandt de bedste i karrieren.
Så meget desto mere fortvivlende forekommer det, at presseafdelingen på dette statsstøttede teater kun i begrænset omfang valgte at invitere anmeldere og åbenbart foretrak tomme pladser i salen. Denne forfejlede strategi er ikke til gavn for dansk teater og betød i dette tilfælde, at Ida Cæcilie Rasmussens bemærkelsesværdige præstation ikke fik det publikum, som den fortjente.
(Michael Søby)
