Bag den danske titel finder vi Frankrigs officielle Oscar-kandidat “La Passion de Dodin Bouffant”.
Som den legendariske kok Dodin ses Benoît Magimel, prisvinder i Cannes i 2001 for sin mandlige hovedrolleindsats i Michael Hanekes “Pianisten”, og den eneste, der nogensinde har vundet Cesár-prisen to år i træk (“De son vivant” i 2022 og “Pacifiction” i 2023). Det stadig mere elitære programråd i Cinemateket har dog stadig til gode at vise os de seneste film, selvom Danmarks-premieren på POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET var en oplagt lejlighed til en Benoît Magimel-kavalkade.
POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET er på sin helt egen måde en fin film, og at den i sidste ende ikke blev Oscar-nomineret kan sagtens hænge sammen den utilfredshed, der opstod i visse kredse, da guldpalme-vinderen “Frit Fald” (“Anatomie d’une Chute”) af Justine Triet ikke blev Frankrigs officielle kandidat. Måske derfor har “Frit fald” modtaget en lang række nomineringer i hovedkategorierne, inklusiv bedste film, bedste kvindelige hovedrolle (Sandra Hüller), bedste instruktør, bedste manuskript og bedste klipning. Man behøver dog ikke at have ondt af Trần Anh Hùng, den vietnamesiske instruktør bag POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET. Han blev allerede Oscar-nomineret for sin gennembrudsfilm “Duften af grøn papaya”.
Hvor “Frit Fald” et langt stykke af vejen er en kølig og intellektuel film, fremstår POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET umiddelbar mere varm og appetitlig. Benoît Magimels Dodin har ikke uden grund et godt øje til sin modne kokkepige spillet med lige dele poesi og skønhed af uimodståelige Juliette Binoche (“Blå”).
Sammen skaber de gastronomiske åbenbaringer. Dodin er i al fald officielt arkitekten bag måltiderne, men Juliette Binoche lader os forstår, at denne kvinde er betydeligt mere end en ordinær køkkepigen. Hun er i den grad medskaber af måltiderne og i virkeligheden den, der udfører det meste arbejde. Derfor kan hun ikke sidde med til bords, når høje herrer gæster dem for at smage på maden.
POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET fremstår umiddelbart som et skamløst madorgie, og da sproget også er fransk og filmen forførende, så kan man ikke for alvor bebrejde Det Franske Film Akademi, at man har søgt at satse på mere end een film.
Men bag kærlighedshistorie gemmer der sig også en kærlig kønskamp, hvor kvinden tilsyneladende godt kan opnå anerkendelse, når bare hun ikke overstråler manden. Dodin er heldigvis så stor en kunstner, at han til fulde kender hendes uvurderlige kvaliteter i en køkken, og da han til sidst giver hende den ultimative anerkendelse, er der næppe et øje tørt i biografen.
Det er uhyre vigtigt, at man ikke har spist, inden man ser denne film, men det synes derimod strengt nødvendigt, at man har bestilt bord på en fransk restaurant til umiddelbart efter filmen. For POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET får selv maden fra “Babettes gæstebud” til at ligne kantinemad.
