Komponisten Claudio Monteverdi var af de førende skikkelser i forbindelse med udviklingen af operaen som kunstform, Han oplevede, hvordan denne kunstform, der til at begynde med havde været forbeholdt hoffets mest privilligerede, bevægede sig ud blandt almindelige mennesker på offentlige teatre.
Operaen ”Poppeas Kroning” blev kulminationen på en rig karriere som komponist, hans sidste opera og en af de ældste operaer, der stadig opføres jævnligt.
Scenografen Anna Viebrocks moderne kontorfængsel virker dog ikke som nogen givende kreativ ramme for forestilling, og hendes faste samarbejdspartner Christoph Marthalers iscenesættelse forekommer i starten rigelig statisk.
Der bliver således musikken, der redder denne operaaften på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Dirigenten Lars Ulrik Mortensen giver plads til, at alle de tilstedeværende musikere i Concerto Copenhagens velspillende ensemble kommer til udtryk, og selvom om en spilletid på tre og en halv time tydeligvis er en udfordring for en del af publikum, så bliver musikkens skønhed gradvist åbenbaret for de opmærksomme tilhører.
Det skyldes ikke mindst de velsyngende sangere, der bragt et væld af blandede vokale erfaringer til forestillingen. Samspillet var ikke altid overbevisende og parkonstellationerne forekom fra tid til anden odiøse, men det lærte man at acceptere undervejs.
De asiatiske solister tilførte forestillingen mest energi, men i sidste ende var det Anne Sofie von Otters erfaring, der sejrede i partiet som Ottavia.
Christoph Marthalers iscenesættelse har heldigvis en lille kærkommen overraskelse til slut, der understreger operaens relevans i vor tid, men ellers får man mest ud af at fokusere på opsætningens musikalske kvaliteter.
POPPEAS KRONING er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Theater Basel, og synges på italiensk med engelske og danske overtekster.
(Michael Søby)
