Er vi gået for langt?
Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby er tilbage i Tivolis Koncertsal med genopsætningen af deres tredje syrede kunstner-kabaret, hvor de stadig gør grundigt grin med hinanden og den stadig mere gakkede verden, vi lever i. Jakob Fauerby er f.eks. blevet lige så kendt som sine kolleger, og svaret på spørgsmålet “Er vi gået for langt?” bliver heldigvis: Ja, nu går i for langt – og tak for det!
Store mænd som Pjerrot og Jesus står for skud, men Glassalen i Tivoli indbyder også til festlige musiknumre, hvad vi også får. Tilsat Nicholas Nybros farveivrige kostumer i Simon Holk Witzanskys elegante scenografi, der stemples som “et muslimsk plejehjem”. Laus Høybye har tilmed komponeret nogle glimrende melodier, der ubesværet blander sig med uddrag af gamle pladehits.
De ordrige og til tider noget komplekse tekster drukner desværre momentvis i musikken, men det er også eneste anke denne aften, hvor PLATT-FORM er tæt på at vælte salen.
Jakob Fauerby vil så gerne synge “My Way” med sprød røst, når han ikke forsøger at tilføre forestillingen et absolut tiltrængt åndeligt lag med nøglescener fra biblen.
Ideen bliver dog i den grad undergravet af Mille Lehfeldt, der tror, at hun skal spille “Josefine”, da det kniber for hende at skelne mellem tv-julekalenderen om “Jesus og Josefine” og bibelen. Hun får dog tildelt en anden karakter, der rent faktisk stammer fra bibelen, men som i hendes udgave får en bizar lighed med Jedi-mesteren Yoda fra “Star Wars”. Mille Lehfeldt er ikke bange for at udlevere sig selv, og går tilmed så vidt, at hun indsamler refunderbare genbrugskrus fra publikum.
Men det må altså være tilladt at foretrække Laus Høybyes ualmindelig kække fortolkninger af diverse religiøse skikkelser Også selv om det denne gang ikke lykkedes ham at kaste en betragtelig del af Jesu legme ned i skødet på en temmelig forbløffet anmelder.
Høybyes kropssprog er forbilledligt, hvad enten han med knejset nakke, tysk accent og bidske blikke beder folk om at holde kæft, eller når han får en hel trosretning til at smuldre som en ualmindelig fjoget Jesus.
PLATT-FORM er med andre ord i topform, og man fristes ligefrem til at sige, at denne deres tredje forestilling er deres sjoveste og mest musikalske. Glem alt om “Askepot” og “Matador – The Musical”. PLATT-FORM generobrer titen som byens bedste show.
(Michael Søby)
