For syvende – og efter sigende sidste gang – er der mulighed for at opleve PLADDERHUMORISTER på scenen, og også i år sker det på teaterbåden Café Liva, hvor de fleste af showene har fundet sted.
Den herligt umage kvartet består stadig af Omar Marzouk, Flemming Jensen, Sebastian Dorset, Michael Schøt, som alle har noget at byde ind med i denne forestilling.
Den underfundige Omar Marzouk viser denne gang en mere alvorlig side af sit talent, men uden at miste den skøre og skæve humoristiske sans, som altid har været hans særkende, og som fortjener at blive udviklet yderligere også efter, at vi har sagt farvel til. PLADDEHUMORISTER.
Flemming Jensens ordglæde er som altid en fryd, også selvom det ikke er ham, der fremfører dem. Ligesom kollegaen Leif Maibom er han kun blevet bedre skrivende med tiden, og derfor glæder man sig også til at læse hans kommende bog, “Breve til Oliver”, om end man havde foretrukket et program til aftenens forestilling fremfor en reklame for den nye bog.
Flemming Jensen får på raffineret vis afsluttet debatten om et kluntet tv-interview, der dog aldrig bragte Jensens popularitet i alvorlig fare, men snarere udstillede tv-journalistikkens deroute. Jensen har også en smuk vise, som han selv har skrevet, om hvad han kunne give sig i kast med i sit næste liv. Med betagende musik af Thomas Pakula bliver denne vise aftenens følelsesmæssige højdepunkt.
Den lifligt nørdede Sebastian Dorset fremstår mere og mere som sin generations Niels Hausgaard, og han overlever sågar en parodi på Lars Løkke, selvom det primært er stemmen og ikke udtrykkene, han rammer bare nogenlunde præcist.
Stand-up’eren Michael Schøt fremstår som forestillingens mest ungdommelige indslag, selvom han nok overvurderer sin egen ungdommelighed en smule ved at iføre sig Lilleper-shorts. Han forbliver dog med at være en verbal gevinst for holdet med sine rappe bemærkninger – ikke mindst i den obligatoriske butikssketch, der her får en tiltrængt friskhed.
Fællessangene er også i år et højdepunkt, fordi de befriende ublufærdigt udstiller de stemmemæssige begrænsninger i gruppen, men heldigvis primært, fordi teksterne er sjove.
Der er således ingen grund til at tage afsked med disse gæve PLADDERHUMORISTER. Fordi de har lavet deres sidste show, betyder det jo ikke nødvendigvis, at vi ikke har det ALLERSIDSTE til gode. Vi har jo lov at håbe.
(Michael Søby)
