Trods talrige sceniske forsøg har de danske teateropsætninger af Astrid Lindgrens eventyr om PIPPI LANGSTRØMPE ofte haft svært ved at leve op til de gamle film og tv-serien med den vidunderlige guldbagge-hædrede barnestjerne Inger Nilsson i titelrollen.
I Jonna Nordenskiölds bearbejdelse gør iscenesætter Tamara Aijamathiesen nærmest en dyd ud af, at Pippi bander. Pippis praleri forekommer faktisk også lidt anstrengende i denne sammenhæng.
Ida Mia Appel har ellers alle forudsætninger for at spille rollen – ikke mindst sin mors charme, som heldigvis sejrer til slut. Det er heller ikke Ida Mia Appels skyld, hvis der er aspekter i denne Pippi-fortolkning, som overdrives.
Det er dog lykkes for Tamara Aijamathiesen at gøre det kedsommelige søskendepar Annika og Tommy sjove takket være opfindsomme præstationer af Lærke Huniche og især Patrick A. Hansen. Deres dorske kropssprog, når de ikke kan finde ud at lege sammen uden Pippi, spejler meget præcist tidens overstimulerede internet-fikserede børn, der har mistet evnen til at koncentrere sig om andet i længere tid ad gangen. Man kan således ikke bebrejde forestillingen, hvis et barn klynker “jeg keder mig” undervejs, kun forældrene.
Østen Borre Simonsens Hr. Nilsson er så velvoksen en abe, at selv verdens stærkeste pige afholder sig fra at have ham siddende på den ene skulder. Faktisk er den på størrelse med hesten (spillet af Steffen Berenthz Eriksen), der af uforklarlige årsager har fået navnet “Lille onkel”.
Scoopet ved denne opsætning er Ditte Marie Tygesens tegneserie-agtige scenografi, der også har hentet inspiration i de prægtigste Astrid Lindgren-bøger med ledsagende illustrationer. Har man dem ikke allerede i bogsamlingen, så kig efter dem næste gang, at I besøger et bibliotek eller et antikvariat. Et oplagt supplement til en god teateroplevelse.
(Michael Søby)
