Skuespilhusets store scene byder på en opsætning af PINOCCHIO – og understreger heldigvis, at man bør tage aldersgrænsen på 8 år alvorligt. For det er bestemt ikke Disney-versionen, vi her får præsenteret – desværre. Den ville ellers have passet bedre som udgangspunkt for en familieforestilling. Lee Halls dramatisering af Carlo Collodis klassiker fra 1883 er mere alvorlig, men kunne i den rigtige instruktørs hænder sagtens være blevet legende familieunderholdning.
Humoren i Sara Cronbergs iscenesættelse er kulsort som det tæppe og de vægge, der udgør for stor en del af scenografien. Bevares – der er momenter i Franciska Zahles scenografi, men navnlig i kostumerne, som man kan fryde sig over, og især Marie Dalsgaards kandiserede cirkusdirektør har visuelle kvaliteter.
Der hviler dog en dyster stemning over hele forestillingen, som om de ansvarlige har fået Guillermo del Toros mesterlige voksen-animationsfilm om PINOCCHIO galt i halsen. Målgruppen er i al fald blevet glemt, og både livsglæden og poesien synes kvalt i tilblivelsesprocessen. Intet sted er det mere tydeligt, end når publikum opfordres til dans fra scenen, og det så primært er skuespillerkollegerne i salen, det rejser sig for at danse.
Niels Ellegaard har ellers tilløb til en fin Geppetto, men figuren får aldrig lov at folde sig ud, og især drømmen om en søn, et rigtig menneskebarn, er vigtig, hvis slutningen for alvor skal give mening for store børn og voksne.
Pinocchio får som dukke en flot kropslighed af Matthew Rawcliffe med Rolf Søborg Hansen som kyndig dukkeinstruktør.
Hvad blev der i øvrigt af den lange næse? Den fik de børn, der havde glædet sig til et gensyn med Pinocchio, men måtte gå til pause i den tro, at han var død…
(Michael Søby)
