Harry Melling er et ganske rørende nyt bekendtskab, en atypisk skuespiller, der gør indtryk. Han spiller den generte parkeringsvagt Colin, der tilbringer de fleste aftener hjemme hos sine overbeskyttende forældre, når han ikke synger kor på den lokale pub. Men en dag forandrer hans tilværelse sig, da han møder Ray (Alexander Skarsgård i en gennemført vittig præstation), en dominerende motorcyklist i stramt lædertøj, og de begynder at date.
Det kunne der sagtens være kommet en lummer sexfilm ud af, men instruktøren Harry Lighton har i stedet begået årets mest originale feel good-film, der tilmed er afsindig morsom, når kontrasterne mellem det konventionelle familieliv og Rays erotiske eskapader med pleaseren Colin, blive groteske.
PILLION (navnet på bikernes underdanige partnere) er en øjenåbner – og ikke kun for Colin – fordi den tager os med ind i en verden, som vi ikke normalt møder i mainstreamfilm. Men det fine ved Harry Lightons instruktion er, at han på sin vis får afdramatiseret sadomasochist-miljøet. Det er blot en hobby og en livsstil, som disse to elskende deler, men de kunne i virkeligheden blot have spillet tennis eller gået til madlavning sammen.
Forældrene føler sig truet af deres søns nye kæreste, fordi de ser, hvad han gør ved Colins udseende og ikke bryder sig om måden, han behandler Colin på. Men måske bærer den mutte Ray også rundt på dæmoner, som det ikke altid er lige sundt at være i nærheden af?
PILLION er en overraskende fin og følsom film om to søgende sjæle, der for en tid finder lindring i hinandens selskab.

