Det prisbelønnede teater Bora Bora præsenterer ofte dans af høj karat, og denne aften bød man på to solodansere i topklasse.
Den Reumert-nominerede danser Mark Philip lagde ud med værket PILGRIM. Han har selv fået ideen, udviklet konceptet og skabt koreografien med Stephanie Thomasen som koreografisk konsulent.
PILGRIM kom til verden som et lille frikvarter sideløbende med Uppercuts prisbelønnede “Plejer er død”-trilogi: Et stor hvidt badekar blev et åndehul for danseren, der nærmede sig karet som et dyr og udforskede det både fysisk og klangmæssigt. Han gled henad kanten for senere at balancere på den, og først i forestillingens sidste tredjedel begyndte han for alvor at plaske rundt i badekarret.
Selvom vandet mere end strintede ud mod publikum, slap Mark Philip afsted med det, fordi han som danser havde en legende uskyld, så man ikke kunne blive vred på ham. Her fremstod han som en poetisk og nysgerrig opdagelsesrejsende, der søgte at finde en mening med det hele fra badekarrets dyb. Musikken (Nick Cave, Nils Frahm, & The Bad Seed) afspejlede dens stemningsmæssige spændvidde i denne liflige danseforestilling.
PILGRIM er et godt eksempel på, hvordan dans uden ord kan give publikum en ny oplevelse af teaters magi.
Efter pausen bliver det mere dystert men også gribende. Yao Dapre Georges Nicol alias Oulouy, har rod i både Frankrig og Elfenbenskysten, men er p.t. bosat i Spanien. Han har selv koreograferet soloforestillingen BLACK, en co-produktion mellem Africa Moment og EU-programmet Aerowaves, og dermed har Danmark også andel i BLACK.
Oulouy tager udgangspunkt i den afrikanske mand: Hvem er han? Hvad kommer han fra og hvor er han på vej hen? Med sine sublimt kontrollerede kropsbevægelser minder han om den voldelige udviklingshistorie, hvor den afrikanske mand ofte har været genstand for grusom adfærd. Fra slaveri og apartheid til Ku Klux Klan og vor tids racisme indenfor politi og militær.
Suppleret af en gennemarbejdet lydside og nogle velvalgte billeder maler Oulouy nogle relevante og rammende billeder med sin krop. Både når han på skræmmende vis forsøger at gnubbe sin hudfarve af, eller når hans krop bliver en handelsvare, og han tvinges til at vise tænderne frem.
George Floyd, Nina Simone, Dinah Washington og Maya Angelous’ ord giver den kun 25 minutter lange forestilling en overrumplende tyngde, men det er Oulouys multifacetterede dans, der skaber liv og minder os om, at der selv i en verden, hvor der stadig hænger sær bitter frugt i træerne, er der stadig kreativitet og livsglæde at spore.
(Michael Søby)
