PILGRIM

★★★★☆☆


På Tårnby Rådhus har man kulturen i fokus, og det betyder blandt andet, at man afsætter en helt dag til at debattere og undersøge scenekunstens betydning. Arrangementet afsluttes fikst med en fin lille danseforestilling kaldet PILGRIM med den Reumert-nominerede danser Mark Philip. Han har selv fået ideen, udviklet konceptet og skabt koreografien med Stephanie Thomasen som koreografisk konsulent.

PILGRIM kom til verden som et lille frikvarter sideløbende med Uppercuts prisbelønnede “Plejer er død”-trilogi: En stor hvidt karbad bliver et åndehul for danseren, der nærmer sig karet som et dyr og udforsker det både fysisk og klangmæssigt. Han glider henad kanten for senere at balancere på den, og først i forestillingens sidste tredjedel begynder han for alvor at plaske rundt i badekaret.

Selvom vandet mere end strinter ud på publikum, slipper Mark Philip afsted med det, fordi han som danser har en legende uskyld, så man ikke kan blive vred på ham. Her fremstår han som en poetisk og nysgerrig opdagelserejsende, der søger at finde en mening med det hele fra badekarrets dyb.

Undervejs berøres både kvinder og mænd på deres knæ, når Mark Philip kækt flytter badekarret rundt på gulvet omgivet af publikum. En ældre kvinde smiler stort, da hun tilmed får et lille kys.

PILGRIM varer under 45 minutter denne aften, og er et godt eksempel på, hvordan dans uden ord kan give publikum en ny oplevelse af teaters magi.

Uppercut Danseteater drager den 18. december til Goa, Indien for at deltage i Serendipity Arts Festival’s internationale showcase med PILGRIM. I lighed med “Child”, en anden af Uppercuts anmelderroste danseforestillinger, fortjener også “Pilgrim” at komme på turné og blive set af et stort publikum. Musikken (Nick Cave, Nils Frahm, & The Bad Seed) afspejler dens stemningsmæssige spændvidde i denne liflige danseforestilling.

(Michael Søby)