Lone Scherfig er kommet vidt omkring i sit filmliv og ligesom kollegaen Per Fly, der i øjeblikket hitter med filmen om “Hammerskjöld”, har Lone Scherfig i høj grad formået at markere sig som instruktør på udenlandske produktioner. Den Oscar-nominerede “An Education” gjorde tilmed Carey Mulligan til verdensstjerne, og “Their Finest Hour” gav ikke blot Bill Nighy en af hans fineste biroller, men emmer også af kærlighed til film og filmhistorien.
Lone Scherfig har i bedste forstand forfinet sine virkemidler, og man mærker nænsomheden og sansen for det sarte og delikate i en noget overset film med titlen “The Kindness of Strangers”, der bl.a. indbragte hende titlen årets danske filminstruktør via cphculture.dk
Med alle disse bedrifter kan det være svært hele tiden at forny sig. Så meget desto mere imponerende forekommer det, at Lone Scherfig med PIGEN DER FORTALTE FILM (“La Contadora de Películas”/”The Movie Teller”) har skabt sin allersmukkeste film.
Hun formår med en klædelig tilbageholdenhed at lade filmens historie komme i første række. Et portræt af en pige, der tidligt viser sig at have talent for at genfortælle film, men også en skildring af tilværelsen i Chile før, under og efter militærkuppet.
Filmens blændende manuskript er baseret på den store chilenske forfatter Hernán Rivera Letelier romanklassiker af samme navn og skabt af tre førsteklasses filmkunstnere (Isabel Coixet, Rafa Russo og Walter Salles). Ikke mindst sidstnævnte bør fremhæves for også at have skabt “Central Station”, den bedste brasilianske film nogensinde.
Det sociale engagement, der aldrig begrænser sig til det rent politiske, strømmer både gennem “Central Station” og PIGEN DER FORTALTE FILM, og man aner både afsavn og ofre ikke bare i den unge piges liv, men også hendes mor (blændende spillet af Bérénice Bejo, der blev Oscar-nomineret for den franske stumfilm “The Artist”).
Men filmen er også et kærlighedskys til den biografkultur, som mange ser som uddøende, men som netop med et mesteværk som PIGEN DER FORTALTE FILM får sin berettigelse. Vi oplever, hvordan film af John Ford, Jacques Demy, Stanley Kubrick og John Schlesinger bliver livsfornødenheder, og hvordan skuespillerinder som Deborah Kerr, Jeanne Moreau og Elizabeth Taylor bliver rollemodeller for folk i en verden meget langt fra Hollywood.
Alondra Valenzuela må siges at være et fund til rollen som den lille fortælleglade pige, og Sara Becker er fuldstændig fortryllende som den store pige, der i den grad lærer at blive voksen i en til tider barsk verden. Også den tyske skuespiller Daniel Brühl fra Ron Howard-filmen “Rush” bidrager positivt til filmen.
Filmen har en vemodig men aldrig traurig tone, der vidner om menneskelig ukuelighed, og så rummer den ægte og dybtfølt poesi, der forgrener sig ud i publikum. PIGEN DER FORTALTE FILM er nemlig en af de få film, der flytter ind i dit hjerte for altid.
