PIG AT THE CROSSING

★★★★☆☆

En af filmsæsonens sande kuriøsiteter hedder PIG AT THE CROSSING og er fra Bhutan. Alene instruktørens navn – Dzongsar Jamyang Khyentse Rinpoche – vil være en udfordring for nogen, men under navnet Khyentse Norbu skabte han en af de mest succesfulde bhutanske film nogensinde, den charmerende “Pokalen” fra 1999.

Instruktøren, der også er forfatter og lama (buddhistisk læremester), har skabt en unik drømmeagtig film i et uudgrundeligt men konstant fascinerende univers mellem liv og død.

Her træffer vi Dolom, en ung internettosset skolelærer, der har gjort en gift kvinde gravid, og nu prøver at dække over sin synd for at redde sit ry. En ulykke hensætter ham i en tranceagtig tilstand, mens han prøver at få de mærkværdige hændelser omkring ham til at give mening.

PIG AT THE CROSSING er en mærkværdighed, men ikke uden humor og skønhed. Blandt dens støtter er instruktøren Martin Scorsese (“Uskyldens år”) med ordene: “Så smuk en film. Sød, trist og bevægende.”

Det er dog bestemt ikke en film for alle, og man forbløffes over, at så smal en film får en chance i en dansk biograf, men hurra for det.

Filmen varer to timer og vises med engelske undertekster, så har du mod på noget, som du med garanti ikke har set før, så tag chancen. 5 procent af filmen er sandfærdig, får vi indledningsvis at vide. Resten må være på eget ansvar.