Komponisten Benjamin Brittens PETER GRIMES blev i 1945 uropført i London. Montague Slaters libretto var baseret på George Crabbes digtsamling “The Borough”, som Britten har fået af sin hemmelige kæreste, tenoren Peter Pears, der spillede titelrollen ved uropførelsen.
Allerede to år efter kunne man finde værket på Det Kongelige Teaters repertoire. Nu er det tilbage – for første gang i Operaen, og selvom opsætningen faktisk er 30 år gammel, kan man stadig fryde sig over den.
For Benjamin Brittens berusende toner kommer i den grad til deres ret, når Stuart Stratford står for den musikalske ledelse, og når Det Kongelige Kapel giver sig hen til naturens vilde kræfter.
Scenografen Tazeena Firth skaber maleriske scenebilleder af et lille fiskerleje på den engelske østkyst anno 1830. Når de udsøgte kostumer rent farvemæssigt går i symbiose med scenografien skyldes det givet, at Tazeena Firth også står som den ansvarlige for kostumerne. Kimmo Ruskelas lysdesign bidrager ligeledes til, at PETER GRIMES fremstår som en gennemført visuel nydelse.
I David Radoks iscenesættelse, der ved denne genopsætning er lagt i hænderne på Kim Amberla, smelter historien om den temperamentsfulde Peter Grimes sammen med den lidenskabelige musik.
Niels Jørgen Riis sejrer både vokalt og spillemæssigt som Peter Grimes, en mand i sine følelsers vold. Ikke det monster, som alle vil gøre ham til, men et menneske.
Sine Bundgaard synger kønt om broderier, men rollen som den ferske Ellen er bare ikke særlig interessant. Så er der mere saft og kraft i Hanne Fischers livskraftige tante (“Auntie”), og man håber inderligt, at Hanne Fischer får lov til at spille rollen som Mrs. Lovett, når Operaen forhåbentlig genopsætter “Sweeney Todd”, for hun er i disse år på sin kunsts højde – både som skuespiller og sanger.
Glimrende er også Jens Søndergaard som en mandig Balstrode overfor to nuttede niecer, vittigt fremstillet af Fflur Wyn og Fanny Soyer. En næsten ukendelig Gert Henning-Jensen fascinerer som Bob Boles.
PETER GRIMES er med andre ord godt besat og ender da også som endnu en sejr for den royale opera.
(Michael Søby)
