Det er efterhånden 15 år siden, at Flemming Jensen skabte politisk satire med bid på Folketeatrets største scene med en dejlig dansk udgave af den britiske tv-serie “Javel, hr. minister”. Nu sker det igen med Andreas Garfields knivskarpe fortolkning af fænomenet Peter Brixtofte.
Selv kalder Garfield (der skabte det mesterlige krigsdrama “Hjem, kære Hjem” til Teater Grob i 2006, hvilket udløste en Reumert-talentpris) sit seneste stykke for en brutal komedie om magt, bedrag og store drømme. Vi følger Brixtofte fra det tidspunkt, hvor han vrages af sine egne som minister, og i stedet bliver ukronet konge af Farum.
Men Andreas Garfield nøjes ikke med at skildre Brixtoftes storhed og fald, men har også et godt blik for de andre aktører i den sammenhæng. Brixtoftes nærmeste medarbejdere i Farum drages også til ansvar – ikke mindst moralsk – og hvad med alle dem, der stemte på ham?
Der er faktisk kød på alle roller, og i Rune David Grues nuancerige personinstruktion får alle medvirkende deres øjeblikke. Over dem alle svæver Jens Jørn Spottag i hans efterhånden årlige kraftpræstation. Spottag fanger ikke blot Brixtoftes dynamiske udstråling, men også den fatale livsnyder bliver stadig mere synlig.
En raffineret Tina Gylling Mortensen agerer hans politiske støtte nr. 1 – med en særlig evne til at tørre det politiske ansvar af på gruppens svækling, helt igennem rørende spillet af Henrik Lykkegaard. Carsten Svendsen er rystende god som Brixtoftes allierede ud i mere problematiske økonomiske transaktioner, og hans deroute afspejles med al ønskelig tydelighed i samtalerne med Vivian, hans børns moder.
Petrine Agger træder i karakter som Brixtoftes så vidt muligt loyale sekretær, og Alexander Bryld Obaze fungerer både som rigelig ambitiøs ung venstre-løve og journalist, der i al fald til at begynde med lader sig manipulere af Peter Brixtofte. Nævnes bør også Tom Jensen for et ætsende miniportræt af fadbamsen Lars Løkke, og Ulla Vejlby som nævenyttig socialdemokrat, der ikke vil finde sig i alt, men som dog ender med at stemme for et budget, som hun ikke selv tror på.
Ved en hverdagsforestilling kunne man mærke, at PETER AF FARUM ramte plet, for dele af publikum nægtede at klappe til anden fremkaldelse, Måske var en del af dem tidligere beboere fra Farum, hvis kryds på stemmesedlerne de nuværende beboere stadig betaler af på?
(Michael Søby)
