Wim Wenders PERFECT DAYS har givet den tyske instruktør et tiltrængt comeback i spillefilmssammenhæng, og opnåede sågar en generøs Oscar-nominering i kategorien bedste internationale film tidligere på året.
På trods af europæiske filmklassikere som “I tidens løb”, “Himlen over Berlin” og guldpalme-vinderen “Paris Texas” i 1970’erne og 80’erne, så har han aldrig tidligere opnået en Oscar-nominering for en spillefilm, og hans tre tidligere Oscar-nomineringer skyldes udelukkende dokumentarfilmene “Buena Vista Social Club” (1999), “Pina” (2011) og “Jordens salt” (2014)
PERFECT tager os med til vor tids Tokyo, hvor vi følger Hirayama, en ældre mand, der fører et nøjsomt systematisk liv som toiletpasser. Men han finder en stille glæde ved at lytte til kasettebånd med blandt andre Patti Smith og Lou Reed, mens han kører rundt i byen fra toilet til toilet. Han sætter ære i sit arbejde, og sørger også for at nyde himlen over Tokyo og de smukke trækroner, så livskvaliteten bibeholdes trods en relativ ensom hverdag.
Kôji Yakusho vandt prisen for sin smukt underspillede præstation, der giver værdighed og vigtighed til et menneske, som aldrig tidligere har været hovedperson i en spillefilm. Wim Wenders film er ikke uden nostalgi og en stille længsel tilbage til kasettebåndenes tid, men uden banal sentimentalitet.
PERFECT DAYS vil muligvis drive handlingsliderlige serie-afhængige tosser til vanvid, men giver man sig hen til filmens meditative stemning og dens nærmeste lyriske livsglæde, så bliver PERFECT DAYS en beskeden lise for sjælen. Man ser tilmed lidt mildere på menneskeheden – og japanske toiletter – bagefter.
