I Tivolis Glassal kan man p.t. opleve nyskrevet dansk musikteater med titlen PENNEVENNER. Det ligner og lyder som en krydsning af populære forestillinger som “Kærestebreve” og “Mamma Mia!”, men er alligevel helt sin egen.
Ideen til PENNEVENNER kommer fra Annette Heick, der selv spiller forestillingens kvindelige hovedperson overfor entertaineren Caspar Phillipson.
Jesper Malmose har skrevet manuskriptet til historien om to gamle “kærester”, der genoptager forbindelsen med hinanden via brev. Kvinden er flyttet til USA og manden bor stadig i Danmark, men brevene får stadig større større betydning for dem begge, og snart opstår behovet for at mødes igen.
Silas Phillipson er søn af Caspar Phillipson og sin fars udtrykte billede, og han udmærker sig især ved sit klaverspil. Han spiller Annette Heicks søn, men den fysiske lighed med hendes medspiller foregriber naturligvis handlingen og afslører slutningen.
Det er de mange forskellige 70’er-sange – både danske og amerikanske, der kæder handlingen sammen i en mildest talt rustik scenografi med for mange møbler på scenen.
Peter Jensen og Alice Carreris musikalske arrangementer forekommer temmelig ens, og Tivolis Husorkester halter fra tid til anden efter de to solister. Men når forestillingen alligevel bliver en succes, skyldes det primært de to dygtige solister.
Annette Heick er efterhånden nået langt med sit skuespillertalent, og både hendes Eliza i “My Fair Lady” i Århus og Evita” i Herning blev personlige sejre for hende. I Tivolis Glassal formår hun både at synge Carpenters-sange og balladen “Killing Me Softly”, så man mærker alvoren bag. Maria Stentz-sangen “Hvor er alle drømmene du drømte?” kræver dog mere ro og eftertænksomhed for at give fuldt udbytte.
Caspar Phillipsons’ muntre danse-bevægelser kommer virkelig til deres ret denne aften, og vokalt gør han lykke både som Elvis og som Tony Orlando (“Tie a Yellow Ribbon…)
PENNEVENNER kunne have nydt godt af en iscenesætter på hele produktionen, men med Jan Hertz som ansvarlig for “Scenisk Overblik” undgås de værste katastrofer gudskelov.
De drøncharmerende PENNEVENNER lever især af kemien mellem Heick og Phillipson senior, og man skal ikke forvente nogen Nobel-priskandidat rent tekstmæssig, Men mindre kan skam også gøre det. Publikum hygger sig i al fald og kommer med garanti nynnende ud af Glassalen.
(Michael Søby)
