Spørgsmålstegnet i forestillingens titel er værd at bemærke, for man kan i høj grad diskutere om dette er en forestillingen om Peer Gynt, eller om det snarere er et begavet og humoristisk karaktermord på Henrik Ibsen?
Ibsen flettede sit eget liv ind i folkesagnet om Peer Gynt, der således voksede fra 9 til 200 sider. Men nu er tiden åbenbart kommet til, at Ibsens liv også må dramatiseres som den livsløgn, der synes at være en forudsætning for håb – og i al fald for “Peer Gynt”.
Kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) har co-produceret sammen med Toaster og Husets Teater, og med Morten Burian som sympatisk centrumsfigur.
I Ida Grarups farveglade eventyrscenografi tuller Morten Burian rundt i en kæk klassisk folkedragt, der får ham at ligne en overmoden gut, der lidt for længe har spillet drengen Kurt i en norsk provinsudgave af “The Sound of Music”. Men det er måske ligefrem tilsigtet? Han får dog også lejlighed til at lufte lyserøde underbukser, da samtiden til slut indhenter forestillingen.
Publikum opfordres til at tage del i handlingen og det var der henved 16 personer, der gjorde, hvilket gav et forstyrrende renderi frem og tilbage mellem stolene, når de frivillige skulle adlyde de beskeder, der fik via hørebøffer.
Men er man med på legen, går det an, og jo tættere på slutningen vi kommer, jo mere ro bliver der også på scenen. Morten Burian får sågar mulighed for at tilføre forestillingen en vis poesi, men helt frigøre sig fra tanken om, at man faktisk helst ville have set ham spille rollen som “Peer Gynt”, kan man ikke.
Det er åbenbart tidens trend – vi kan også kan se det i “Hex” på Det Kongelige Teater – at man hellere vil servere en velresearchet udlægning af en historie – i stedet for bare at spille historien. Man kan let fristes til at se det som en demonstration af intellektuel overlegenhed, men det er heldigvis mere end det:
Et inddragende og slet ikke ucharmerende teatereksperiment, der rent faktisk gør os klogere – både på Henrik Ibsen og “Peer Gynt”.
(Michael Søby)
