PASFORFALSKEREN

★★★★☆☆

Sande historier er ofte de mest utrolige, og det gælder også PASFORFALSKEREN, der er baseret på Samson (Cioma) Schönhaus’ erindringer “Der Passfälscher”.

Maggie Peren har både skrevet manuskriptet og instrueret filmen, der indskriver sig i den lange liste af film, hvor den tyske filmindustri gør op med den nazistiske fortid.

Filmen hovedrolleindehaver Louis Hofmann vandt faktisk en Bodil for sit spil i Martin Zandvliets “Under sandet” og spiller denne gang jøden Cioma Schönhaus, der overlevede 2. Verdenskrig ved at kreere falske pas til Berlins jøder. I stedet for at flygte vælger han selv at blive i Berlin og under falsk identitet Isom sømand!) lever han det søde liv.

Hans handlinger forekommer stadig dristigere, og da han forelsker sig i en ung jødisk kvinde, kommer hans dømmekraft virkelig på prøve.

Den meget smilende Louis Hofmann har lidt af den galskab, der synes at være forudsætningen for at spille Cioma, men også Jonathan Berlin som hans mere sindige ven gør indtryk i lighed med Luna Wedler som den komplekse pige Gerda og André Jung som en skræmmende repræsentant for den nazistisk kontrolmyndig.

PASFORFALSKEREN er et ganske underholdende eksempel på en nations selvransagelse, men det er vel at mærke underholdning med mening.