Dansekapellet i København har denne aften premiere på et interessant møde mellem to kunstarter i forestillingen PAS DE DIEU – en co-produktion af Uppercut Danseteater og fix+foxy.
Skuespilleren Morten Burian og danseren Mark Philip forener talent og kræfter i Johan Kølkjær dystre scenografi med sort plastik og 60 sorte baljer som hovedingredienser.
Burians karakter er en dominerende tilknappet macho-mand, der har brug for at tale og skabe regler, for der igennem at kunne bevare kontrollen. Mark Philips karakter udtrykker sig primært gennem sin langt mindre anspændte krop. Han har ingen problemer med at vise en mere feminin side af sit væsen, og er også fysisk overlegen på dansegulvet.
Gradvist åbner skuespilleren op overfor danseren, samtidig med at danseren finder sin egen måde at takle skuespillerens behov for dominans. Voldsomhed og følsom fremstår som to sider af samme sag, og Daniel Foghs musik understreger denne kontrast.
Morten Burian har skrevet teksten i samarbejde med iscenesætteren Tue Biering, og koreografen Stephanie Thomasen udfordrer tydeligvis de to medvirkendes fysiske formåen undervejs.
Morten Burian formår at udvikle og menneskeliggøre denne skurkerolle, så karakteren blive meget genkendelig i vor tid. Måske er det i virkelighed mænd af denne type, der er de svageste?
Mark Philip er i al fald forestillingens gulddreng, der på trods af talrige fysiske og psykiske ydmygelser aldrig mister sin værdighed. Mark Philip udtrykker både sødme og charme uden at hans karakter bliver en mindre mand af den grund, tværtimod ser vi en moderne metroseksuel mand, der hviler i sig selv.
PAS DE DIEU bliver således både en sejr for de to udøvende scenekunstnere såvel som iscenesætteren Tue Biering og koreografen Stephanie Thomasen, der også repræsenterer to kunstarter, som formår at gå i symbiose med hinanden. I en verden, hvor nye konflikter opstår dagligt, virker det meget inspirerende og opløftende.
(Michael Søby)
