Aveny-T hittede for få år siden med forestillingen ”Sky66en”, der ligesom PARADIS gjorde brug af kunstig intelligens. Debatten om brugen af kunstig intelligens er ikke blevet mindre, og det samme gælder frygten for det unaturlige.
Flere anmeldere påpegede efter premieren på PARADIS, at teknikken endnu ikke var på plads. Det gik dog nogenlunde denne eftermiddag, men forestillingen var næsten ti minutter forsinket fra start, hvilket aldrig er et godt tegn. Flotte visuelle momenter som et kunstigt skabt paradis kunne ikke skjule, at teknikken efterhånden havde fået al for meget opmærksomhed i projektet, men at det virkelige problem lå i manuskriptet.
Historien om to forskere, der hver på sin måde vil give os vores tabte paradis tilbage og genetablere vores kontakt til naturen, er blottet for dramatisk spænding, og når der så skal tales engelsk i et akademisk sprog, der omhandler ”naturens algoritmer” og ”hybride elementer”, så hægter man tydeligvis en stor del af de unge af, og chips-poserne kommer frem.
Forestillingen er skabt af billedkunstneren og interaktiondesigner Carl Emil Carlsen, AI-kunstneren Cecilie Waagner Falkenstrøm samt manuskriptforfatter og iscenesætter Mikael Fock. Ud over den improviserende kunstige intelligens medvirker også en energisk Mathias Rahbæk og en mere dvask Luise Kirsten Skov, men hun var også med sidste år. Mest velfungerende er faktisk Paul Khadras billedskabende underlægningsmusik.
Man skal være mere end almindelig nørdet for at blive fanget og fastholdt i samtlige 80 minutter, for der skal ikke bare teknik, men i den grad også sjæl til, hvis en forestilling som denne kan kaldes vellykket.
(Michael Søby)
