Ordet PANDEMONIUM har rødder helt tilbage til 1667, hvor lyrikeren John Milton bruger det i sit hovedværk, det episke digt ”Paradise Lost”, som en betegnelse for Helvedes hovedstad. Siden har ordet fået en mere almen betydning for kaos, en kombination af larm og forvirring.
Nu er det også blevet navnet på en ungdommelig forestilling, et samarbejde mellem Ulk Productions og Aveny-T, der denne aften gæstespiller på Aveny-Ts store scene for et yderst beskedent publikum.
Tonen anslås med al ønskelig tydelighed af komponisten Frederik Bak, hvis infernalske punkede overture udløser bifald blandt den yngre del af publikum. ”Det er ikke noget af klappe af!”, råber en brovten boomer fra publikumsrækkerne, og således synes den kulturelle spændvidde blandt publikum at være kridtet af – også for de medvirkende.
Det viser sig at være en nonverbal forestilling – dog med enkelte genkendelige ord ligesom i animationsfilmene med ”Minions”. Det gør forestillingen ganske velegnet til udenlandske turister (i forhold til almindelig dansk taleteater, men for den brovtne boomer bliver det for meget.
”I er sindsyge”, råber han mod scenen, og går ned til udgangen, hvor han møder usædvanlig stor hjælpsomhed med sin exit fra en anmelder, der foretrækker at se forestillingen på dens egne præmisser.
Lukas Lykke Johansens mimik og kropssprog fejer triumfer som en infantil Trump-agtig tyran, der udviser truende adfærd overfor to arme trælle, der knokler under jorden med en varmeovn. Thomas Diepeveen og Mira Elisa Obling er ganske kære som de forpinte trælle, der har en hemmelighed, som tyrannen for alt i verden ikke må opdage.
Emil Veber har ikke bare skabt scenografien, skrevet teksten og iscenesat, men er også dukkemager og filmklipper på de små baggrundsprojektioner samt de naturfilm, som trællene ser på deres meget lille tv.
Musikken ændrer også karakter, og udover Mathias Reumerts fængende live-musik, indeholder forestillingen også mere poetisk indspillet musik (dirigenten Nathanaël Iselin i spidsen for Athelas Sinfonietta) med sopranen Louise McClelland som solist.
PANDEMONIUM er en forestilling, der ikke ligner nogen anden i dette teaterår og det er i al fald et plus. Men det er også en forestilling, som nu beviseligt, deler publikum og åbenbart kan føre til ekstrem adfærd.
Se den, hvis du tør – men på eget ansvar – og gem venligst dine ytringer til efter forestillingen.
(Michael Søby)
