PALLE, POLLE & RUTH

★★★★☆☆


“Ude på noget” er den legende undertitel på Sjællands Teaters seneste børneforestilling og samtidig navnet på DRs populære børnetv-serie fra 1984. DR er også medproducent på forestillingen og vil man forberede børnene på deres teateroplevelse, kan man faktisk gå ind på DR Bonanza og se alle afsnit af TV-serien.

Dengang blev de tre hovedroller spillet af Ghita Nørby, Jess Ingerslev samt Tom McEvan, der 40 år efter også har bistået med indspilningen af de nye udgaver af de fine sange). Sønnen Oliver McEvan har da også været både producent og komponist på forestillingen, så intet under at man har formået at ramme stilen så nøjagtig.

Manuskriptforfatteren Kristoffer Møller Hansen har med udgangspunkt i Søren Kragh Jakobsen og Niels Lunds tv-manuskript formåede at forene fortid og nutid, så bedsteforældre, forældre og børn alle kan have udbytte af forestillingen.

Stine Martinsens eventyrlige scenografi omfatter både en flot rød led-bus og to bevægelige palme-øer. Brian Kristensen, der hver sommer er en uundværlig del af de festlige sommerspil i Museumsgården i Holbæk, har fundet instruktørstolen frem, og får de fem medvirkende til at boble af humør.

Aske Hass Thorsen har både lune og legesyge som Palle og Gustav Allen Schriver er yndig som den mindre selvsikre Polle, og synger den smukke stille ballade om “verdens uheldigste Polle” med flot stemme og en ikke ubetydelig inderlighed.

Christine Gaskis Ruth har en herlig djærv energi, som man fristes til at kalde Ghita Nørbysk og Jesper Riefenstahl er kostelig morsom, når han ruller sig på gulvet i barnlig arrigskab hver gang, han ikke får sin vilje i rollen som Sigurd.

Bente Eskesen får givet rollen som tjeneren Fladmast en næsten Chaplinsk poesi, og når hun synger sin fine sang, mærker vi livsklogskaben krybe ind i unge som gamle hjerter.

Også på den måde bliver PALLE, POLLE & RUTH så meget mere end et fornøjeligt gensyn.

(Michael Søby)