På Teater Vestvoldens største scene kan man p.t. opleve Simone Isabel Nørgaards dramatisering af Martha Flyvholm Todes debutroman PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT.
Alene på scenen står Ludmilla Faber Striim i rollen som pigen Maria, der pludselig mister stedfaderen Tore, som hun faktisk godt kunne lide.
Maria kæmper med at finde en balance mellem at give for meget og for lidt af sig selv. Nogen gange bliver hun tromlet af andre og nogen gange bærer hun også en del af skylden, fordi hun ikke i tilstrækkelig grad får åbnet op for sig selv og udtrykt sine følelser.
Hendes nærmeste opleves kun som stemmer, hvoraf primært Maria Rich gør indtryk som moderen, der har sine helt klar meninge om, hvad datteren må gøre og hvornår, men som også nogle gange har ret.
Flora Pelle Brandt og Teater Vestvolden har stået for scenografien, der primært består af et ganske flot lysdesign og klip fra Nils Malmros’ hjemstavnsfilm “Aarhus By Night”. Forestillingens underlægningsmusik leveres af thrdcltrkd.
PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT forekommer at være en ret litterær forestilling uden de store overraskelser i Kasper Sejersens iscenesættelse. Selvom Ludmilla Faber Striim på sin vis tegner et udmærket portræt af den sorgramte pige, så har hun endnu ikke erfaringen til at fastholde det unge publikums opmærksom hele tiden. Især pigerne i salen forekom urolige og en lysende mobiltelefon skiftede hænder mellem en gruppe af dem, mens drengene var under skarp overvågning af deres lærer.
Forestillingen var blevet over 20 minutter forsinket på grund af nogle tekniske problemer i starten, hvilket næppe har gjort det lettere for den unge pige på scenen.
Men vil man se dynamisk teater med dybde for teenagere, bør man fange turneforestillingen “Ping Pong”, der for nyligt havde premiere på Folketeatrets Hippodrom-scene, hvor et ungt publikum levede med i forestillingen fra start til slut.
(Michael Søby)
