PARTY GIRL

★★★★★☆

Hele tre instruktører (Marie Amachoukeli. Claire Burger og Samuel Theis) skulle der til for at skabe den usædvanlige og semi-dokumentariske spillefilm, der overraskende men ganske fortjent blev kåret til årets bedste debutfilm på filmfestivalen i Cannes sidste år. Men PARTY GIRL tegner også et oprigtigt portræt af en bemærkelsesværdig kvinde, Samuel Theis’ mor Angélique.

Angélique (Litzenburger) er en 60-årig festpige, der stadig elsker at få i byen, selvom tilbudene og dermed pengene unægteligt er blevet færre med alderen. Men så møder hun en ny mand, der kan tilbyde en fælles fremtid og chancen for en genforening med de voksne børn, som Angélique har med flere forskellige mænd.

PARTY GIRL tegner af et portræt af en kvinde, der udmærket ved, at hun ikke hører til guds bedste børn, men som alligevel forsøger at forbedre sig. Spørgsmålet er bare, om det liv, hun har levet, har givet hende så mange ar på sjælen, at hun ikke kan ændre sig. Eller er det muligt at skifte løbebane selv i en sen alder.

PARTY GIRL har en uforstilt tilgang til et miljø, der i filmiske sammenhænge ofte enten er blevet sentimentaliseret eller dramatiseret. Og hvor vanskelig et sind denne Angélique end har, så vedbliver hun med at være et fascinerende og komplekst bekendtskab. Man forstår sandelig godt, hvorfor hun kan være en belastning for sine omgivelser, men man kommer ikke desto mindre til at elske denne PARTY GIRL.