★★★★☆☆
Anders Østergaards navn er altid garant for dokumentarfilm af en vis kvalitet og sammen med Erzsébet Rácz har han begået et tankevækkende værk, der stiller fokus på de politiske begivenheder, der førte til Berlin-murens fald i 1989.
Blandingen af arkivmateriale og interviews fungerer godt, men som altid er det de rekonstruerede scener, som gør tilskueren usikker på, hvornår facts bliver til fiktion.
Den røde tråd i filmen er et interview med Miklós Németh, den tidligere ministerpræsident i Ungarn., hvis politiske naivitet og idealisme indirekte bliver startskudet til murens fald. Németh var nødsaget til at skære radikalt i statens udgifter for at undgå Ungarns bankerot, og da grænsen til Østrig blev opretholdt af et kostbare elektrisk hegn, hvis konstruktion var udtænkt i vesten, besluttede den rationelle Németh, at man ligeså godt kunne spare staten for denne udgift.
Fra Rusland gør Gorbatjev ingen indsigelser, men afventer begivenhedernes gang. Udviklingen viser sig dog at være umulig at kontrolere, da en ung østtysk flygtning omkommer ved grænsen.
Filmens styrke ligger i den klarhed, hvormed historien bliver fortalt og evnen til at få os til at interessere os for datidens politiske intriger. Det generer dog, at man synes at ville tage patent på "sandheden" og at den megen fokus på "individet" synes at stå i vejen for en mere nuanceret udlægning af historien om murens fald. Men 1989 har heldigvis format, og fordi den tydeligvis er skabt af to begavede mennesker, bliver den en del mere vedkommende og indsigtsgivende, at de korte TV-indslag, vi efterhånden er blevet vendet til.
