DE LYSTIGE KONER I WINDSOR

★★★★☆☆

Man gør klogt i læse referatet i programmet, for DE LYSTIGE KONER I WINDSOR har en omfattende rolleliste, og handlingen i Shakespeares noget bedagede komedie forekommer en smule snørklet i Grønnegård Teatrets opsætning.

Mænd spiller kvinder, men kvinder spiller også mænd og i flere tilfælde spiller begge parter mere end een rolle. Når de
iøvrigt overdådige kostumer holdes i samme farve, så gør man det unødigt vanskeligt for publikum at følge historien.

Men efterhånden får vi styr på hele galleriet, og kan nyde Odd Fellow-haven med Nina Flagstads herligt luftige scenografi, som publikum danner en rundkreds omkring.

Spillet i Christoffer Berdals iscenesættelse virker ofte mere farce-inspireret end baseret på en Shakespeare-komedie, og desværre hører komikken tit til den mere overgearede slags. Men tonen forekommer heldigvis let, og selv på en lettere kølig sommeraften, kommer man igennem 100 minutter i et hug med smil på læberne.

Troels Lyby fremstår tilpas fjoget i hovedrollen, men nogen større dybde i fortolkningen af Falstaff-figur bør man ikke
forvente. Bedre går det for Morten Hauch-Fausbøll og Steen Stig Lommer som de allerkæreste fruer. Ulver Skuli Abildgaard er ikke den yndigste Anna Pagh, man har set – faktisk slet ikke – men charme og sødme kan man ikke fratage ham.

Det sproglige overskud i Niels Brunses sprudlende oversættelse tager til tider overhånd, men man når Sacre Bleu nu rimer på Gerard Depardieu, så må man overgive sig.

DE LYSTIGE KONER I WINDSOR hører ikke blandt Grønnegård Teaters største triumfer, men de har også snart spillet alle komedie-hovedværkerne, så måske det burde være tilladt at vende bøtten og begynde forfra?