ROMEO+JULIE+7.0

★★★★★☆

For syvende gang har Betty Nansen Teatret overladt sin store scene til ca. 150 skolebørn, som i professionelt regi får lov til at prøve kræfter med en moderne udgave af William Shakespeares udødelige kærlighedsdrama om Romeo og Julie.

Den vedvarende succes skyldes tydeligvis, at teater kan noget som almindelig undervisning ikke altid kan, nemlig få alle deltagere til at engagere sig. Simpelthen fordi det er en forudsætning for at kunne lave teater.

Det er svært ikke at blive rørt, når man ser disse børn, der tydeligvis aldrig har lavet teater, arbejde sammen om dette
fælles projekt og være istand til at kommunikere med et stort publikum.

Årets instruktør Mads M. Nielsen havde lagt vægten på dans, musik, sang og stagefight fremfor dialog, men i en moderne stil som tydeligvis fangede de unge – også blandt publikum. En enkel lærer havde også fået plads på scenen, hvilket gav god mening i denne opsætning.

Undervejs genkender vi nøglescener fra Romeo og Julie, selvom forestillingen rent fortællemæssigt skrider lidt, jo længere vi når frem i handlingen.

Men de medvirkendes indsats er beundringsværdig, og ROMEO & JULIE fremstår også i år, som en sejr for dem og arrangørerne på C:NTACT.