★★★★☆☆
Man gør klogt i ikke at tage titlen på forestillingen alt for bogstaveligt, for selvom titlen refererer til kristendommens
gamle testamente, så er der meget lidt religiøst stof i forestillingen.
I programmet drages paraleller til andre religioner og andre religiøse værker som den jødiske Tanakh, og man forholder sig da også uhyre frit til selve den testamentelige historie. Faktisk så frit, at det flere steder ikke giver mening. Det virker således ikke blot forvirrende, men direkte misvisende, at Bådteatrets lille scene befolkes med dukker og almindeligt dødelige, inden Adam og Eva – de første mennesker på jorden jvnf. det gamle testamente – gør deres indtog.
Men kan man acceptere dette, er der afgjort noget at hente i Rolf Heims dystre og dunkle iscenesættelse. Først og fremmest er det lykkedes for ham og den eminente dukkermager og scenograf Rolf Søborg Hansen at skabe et forunderligt univers, der både skræmmer og fascinerer i den times tid, TESTAMENTET varer. Vi får nogle meget personlige udlægninger af centrale scener fra biblen bl.a. en ejendommelig version af historien om Adam og Eva, der tilsyneladende synder, før der spises af paradisets
forbudne frugt.
Den klassiske (film)musik virker bedst i første halvdel, men også sine steder forstyrrende, når temaet fra Steven Spielbergs “War Horse” pludselig skal sættes i forbindelse de første væsener på jorden.
Men slutbiledet er genialt. Noa og hans ark har sejlet i 40 dage og 40 nætter og duen er ikke kommet tilbage for anden gang. Langsomt åbnes arken og de eneste overlevende kigger forundret og ikke uden en vis frygt ud på den nye verden. Her samler forestillingen sig og får det format, som man desværre savner lidt undervejs.
