VENUS I PELS

★★★★☆☆

Roman Polanski er naturligvis i sit es i en filmatisering af David Ives sadomasochistiske Broadway-hit “Venus in Fur”.

Skuespillet får Danmarkspremiere til næste år på Østre Gasværk med Casper Crump og Mille Lehfeldt i de bærende roller. Polanski har heldigvis også haft et par stærke navne til sin rådighed. Mathieu Amalric (“Dykkerklokken og sommerfuglen”) hører i al fald blandt fransk films mest habile skuespillere p.t. og kvitterer også med en endnu et nuanceret portræt af en neurotisk instruktør.

Men filmens overraskelse er Emmanuelle Seigner som den hemmelighedsfulde skuespillerinde, der insisterer på at aflægge prøve for instruktøren. Polanski har tidligere overvurderet his hustrus evner, hvad især “Frantic” og “Bitter måne” viste. Men Emmanuelle Seigner har med tiden udviklet et vis talent, hvad også den snart Danmarksaktuelle Francois Ozon-film “Selv i de bedste hjem” viser. Rollen som den uimodståelige tyggegummi-gnaskende skuespillerinde må betegnes som hendes hidtil bedste opgave, og hun kvitterer med karrierens foreløbig bedste præstation.

Polanski slap mindre heldigt fra sin filmatisering af en anden teatersucces, Yasmina Rezas “God of Carnage”, selvom
filmversionen, der blot hed “Carnage”, gav Jodie Foster et lille comeback. I begge tilfælde forsøger Polanski ikke at åbne dramaet op, men lader os derimod blive det samme sted gennem hele filmen. Det skal nok provokere unge filmanmeldere, men er rent faktisk meget fair mod det litterære forlæg, og Roman Polanski modtog da også endnu en César for sin konsekvente iscenesættelse.

Om der så er tale om stor dramatik, må man evt. diskutere bagefter, men at VENUS I PELS også på film er blevet en sært hypnotisk oplevelse, kan man ikke benægte. Polanski og hans skuespillere får da også uvurderlig hjælp fra verdens p.t. fineste filmkomponist, Alexandre Desplat(“Kongens store tale”).